Rod

Medlemmer
  • Content count

    1066
  • Joined

  • Last visited


Reputation Activity

  1. Like
    Rod reacted to Jaaanie in EQUILIBRIUM   
    Kære Mol
    Ja, det er sandt, jeg har ikke været her, tak fordi i bemærkede det så føler man sig jo helt afholdt og savnet.
    Mit liv har egentlig fortsat i dets vanlige gænge, lysten til at logge og skulle leve efter en plan har bare været på et minimum. Jeg havde jo en plan om at nå 75kg til juleaften, men det nåede jeg ikke. Jeg stressspiste rigtig meget i December og blev ked af det og frustreret over at jeg ikke kunne få det hele til at fungere. Flov og ked af at jeg åbenbart stadig ikke helt har tjek på det, og over at en god omgang præstationsangst kan vælte mig omkuld, på trods af at jeg har arbejdet med det så længe. Nederlaget, for det var hvad det føltes som om, var bittert. Og siden da har min motivation til at gøre noget seriøst ved vægttabet været ikke eksisterende.
    Det var dog ikke så dårligt at det ikke var godt for noget, for mine skader kan tydeligvis godt lide at blive fodret med både kage og bøf!
    Det går faktisk rigtig godt med skaderne, der er stor fremgang med mine skuldre, der nu kun sjældent brokker sig. Min knæ-hofte problematik har også taget nogle store skridt frem og er ved at være kommet ind i en god rytme. Mine før døde klumper kød der sad og fyldte lidt pænt på bagenden er nu fuldt ud vågne og selv om nogle øvelser stadig er svære, laver jeg f.eks. mange af øvelserne med en elastik nu, og er lige begyndt at bruge en 10 kilos vægtskive i glute bridges.
    Denne store fremgang har også gjort mig lidt uvillig til at fortsætte vægttabet, for hver gang jeg lægger mig i underskud, så går det bare langsommere eller i stå.
    Jeg har dog tænkt mig at forsøge at fortsætte nu, lysten er vendt tilbage og en ny plan er ved at være lagt, denne gang med et meget mindre underskud, ca. 300 kcal. Jeg kan mærke at træningen og skadesgenoptræningen er en af de største glæder i mit liv nu, så det er den jeg prioriterer. Dette meget mere moderate underskud er jeg blevet bildt ind, ikke vil have en effekt på min vævsheling og kun en lille effekt på min styrkeopbygning. Så jeg giver det et forsøg.
    Her er min træning for denne uge. Jeg er pt i uge 7 af 8, i min anden lineære progressions cyklus. Så jeg er i min tungeste del. Jeg kører 3*6 i de fleste øvelser.
    Futness.dk er en anden fitness dk end den sædvanelige, og da jeg loggede på min telefon, så blev den ved at skrive ”futness” i stedet for fitness. Det var ikke et særlig brilliant center, så jeg tænkte at det var egentlig et meget rammende navn.
    Siden sidst der har jeg fået grønt lys fra fys til at genoptage pull-downs med underhåndsgreb, så den er kommet på igen, jeg har også tilføjet cheast supported rows og Pallof press som en fast del af programmet. Jeg har også lige skrevet til fys for at høre om vi snaaaaaaaaaaaart kan få nye øvelser på til skulderne. Vi får se.
    B: uge 7+8

    BIRDDOGS, ben kun:
    1) 3*12
    2) 3*12


    Clam m. elastik: (1*bukket hofte, 2*udstrakt hofte)
    1) 1*12, 2*15
    2) 1*12, 2*12

    GLUTEBRIDGES:
    1) 3*10*10kg
    2) 3*12*10kg

    Liggende ABDUCTION: Denne driller stadig lidt.
    1) 3*12
    2) 3*12

    Terminal KNEE ekstensions:
    1) -
    2) 2*20*22,5kg


    Serratus push ups på gulv,
    1) 1*20, 1*14
    2) 1*20, 1*15

    Push UPS på bænk
    1) 3*10 futness.dk
    2) 3*10 det går liiiiiiiiiiiiiiiiidt langsomt med at blive stærkere lige nu.

    One arm row:
    1) 3*6*14kg
    2) 3*6*15kg


    Cheast sup rows m. DB:
    1) 3*6*12kg
    2) 3*6*12,5kg


    Facepulls:
    1) 3*12*Futness.dk
    3) 3*6*35kg

    Pull-downs, Underhånd:
    1) 3*6*futness.dk
    2) 1*6*45KG, 2*6*50KG


    Biceps
    1) 2*6*8KG, 1*5*8KG
    2) 2*6*7,5KG, 1*5*7,5kg


    Triceps unilateralt m. Reb
    1) 3*6-8*Futness.dk
    2) 3*6*12,5kg

    Ekstern rotation:
    1) Futness.dk
    2) 3*6*7,5kg+1

    Intern rotation:
    1) Futness.dk
    2) 1*6*12,5kg+1

    Pallof pres
    1) Futness.dk: Dagsform
    2) 2*15*20KG Vil til at køre noget progression her også hvor jeg tidligere bare har kørt efter dagsform. I næse cyklus kommer den med.

    Hip rotators?
    1) Futness.dk
    2) – Denne øvelse udgår da jeg vrider for meget i mine led

    Benpress : (Eller hack-squat – siger nogen…!)
    1) 3*12*50kg Futness.dk (anden vægt…)
    2) 1*15*35kg, 1*12*45kg, 1*12*35kg+2 (omtrent her skal jeg blive de næste tre uger… Skal lige snakke med fys om hvordan den videre progression skal forløbe)
    Ud over alt det andet er mine skuldre også blevet stærke nok til at jeg er begyndt at svømme en lille smule igen, hurrah! Jeg Power-walker også stadig med hældning men gider ikke rigtig logge det, så ender mit ego bare med at tage over og jeg presser for hårdt på.
    I julegave har jeg fået nye tights!
    De er som de her, bare i metallisk lilla materiale (lidt a la min folkeskole gymnastikdragt - i husker nok, den med flæserne) og med et neongrønt waistband:

    Næste gang jeg skal købe nye tights kunne godt tænke mig disse her:

    Har i fået nogle seje træningsjulegaver?
    Jeg har også fået en peberkværn til 500kr, og et børnebageforklæde… Awsome.
    Godt nytår!
  2. Like
    Rod reacted to Jaaanie in EQUILIBRIUM   
    Kære Log
    Så skete det endelig. Efter meget utålmodig morgenvejen sagde vægten i går morges 79,7kg
    Jeg er så stolt og glad at jeg er helt ligeglad med om det var officiel vejedag eller ej.
    Så i dag tog jeg nogle billeder inden jeg smuttede op og træne (Jeg har også fået fikset Catwoman).
    For nyere læsere af min log, eller dem der blot ikke gider at bladre, så vedlægger jeg også det oprindelige billede som var fra før jeg startede. I kan nok godt selv regne ud hvad der er hvad.
    3/11-2012: 80kg, 164cm



    ca. 100kg

  3. Like
    Rod reacted to Jaaanie in EQUILIBRIUM   
    Nå friends i dag var en lykkens dag i min verden. Også selv om min numse så helt uproportionelt stor ud i sportsbutikkens utilgivende lortespejl.
    Planen var at jeg ville have været ude og PowerWalke med den erfarne PowerWalker PP som jo dagligt vandrer Amager tynd og bidrager til sædelighedsforbrydelser blandt ænder ved sin rundhåndede og venlige gavmildhed med brød og kanelsnegle(?!).
    Men skæbnen ville det at jeg havde misforstået vores aftale og troede hun havde for travlt, så jeg tog ud og cyklede i stedet.
    Det blev dog en rigtig dejlig tur på 45 min ca (dog med 10 mins IRMA pause indlagt hvor jeg glemte og slukke mit pulsur )
    Mols ruteberegner og mit pulsur har givet følgende stats:
    9,2km
    43 min
    304kcal
    gennemsnitspuls: 137
    maxpuls 177
    Jeg kan slet ikke beskrive hvor glad jeg er :bigsmile: :4thumbup: :4thumbup: :biggrin: :biggrin: :4thumbup: :4thumbup: :cooldance: :4thumbup: :biggrin: :4thumbup: , det føltes som om knæet ikke gav et pip fra sig overhovedet. Jeg havde strukket godt ud inden og også efter og brugte knækoger, men jeg følte virkelig jeg kunne give den gas. Var endda oppe og stå i pedalerne i nogle opstarter. Jeg var dog forsigtig med tunge gear, men det føltes helt fint alt sammen.
    Nu er jeg spændt på imorgen, om det er gået så godt som jeg tror, eller om mit knæ er omdannet til inflammeret raseri.
    Måske er tiden endelig, endelig kommet, hvor jeg kan begynde og drømme om kredsløbstræning igen.
    kryds fingre for mig!
  4. Like
    Rod reacted to Jaaanie in EQUILIBRIUM   
    Træning 30/11-2011
    Sidder og ser en reklame for en ny tv-kanal, TLC - en kanal målrettet mod kvinder (Det burde vel sige det hele, men jeg vil nu alligevel sige noget med mere...). Selve reklamen er bygget op som en kvinde der fortæller om sig selv som en sammensat person, Akademikker, sladderbladslæser, går tur med hunden, livsstilsblogger og bla bla. At det er ok at være en sammensat person.
    bla bla bla.
    Ja du er godt nok sammensat... MmmHmmm! Eller måske bare selvcentreret.
    Jeg blev selvfølgelig også lidt provokeret fordi jeg kunne genkende mig selv i hendes ord, men når jeg hørte dem i hendes mund, og så dem reflekteret i hendes version, der indeholdte sladderblade og livsstilsblogging så havde jeg lyst til at spytte dem ud af min mund og aldrig lade dem flyde over mine læber igen.
    Det blev vel til et kritisk blik på mig selv og på den kultur som jeg er en del af. En kultur som skaber mig og som jeg skaber i en mærkelig vekselvirkende proces. Fuck hvor er det irriterende.
    Men hvad er det for en underlig selvforkælet trang der får os til at se så snæversynet på livet at vi glorificerer vores eget lille navledepillende univers? Jeg kan ikke lade være med at tænke på meningsløsheden af det hele, jeg gider jo ikke høre om hendes gåture med sin dumme og grimme hund. Misforstå mig ikke jeg kan godt forstå hvorfor det er dejligt at gå med sin hund. Det er dejligt at blogge. Det er dejligt at læse (ikke lige sladderblade men...).
    Fuck hvor er jeg irriterende nogen gange.
    Nogen gange kan jeg sørme godt forstå man kan undre sig over vore kultur, det vi kalder mening, handler for mange mennesker om fuldstædig selvcentreret indadrettet søgen. Denne stædige insisteren på at være lige præcis den man er. Denne hyldest til individet.
    Hvor mange enebørn er der plads til i vores samfund?
    Nå men tilbage til dette forkælede selvcentrerede enebarn
    Crosstrainer: 10 min
    Squat – nu med lidt vægt.
    2x10xkost
    1x10x5kg
    1x10x10kg
    dødløft:
    kan jeg ikke huske – jeg har været lidt distraheret. Jeg kan dog garantere det ikke kom over 20kg.
    Reverse crunches
    3x15
    rotatorcuff
    3x12x1kg
    knæelastik ting
    3x15
    træk til bryst
    bla bla bla
    rullemassage
    Forleden havde jeg en fyr på besøg, som jeg har datet lidt med, og øh… Vi skulle så se film var mit meget originale forslag. Vi sidder komfertabelt sammen i sofaen, smiler lidt genert til hinanden på den der, ”jeg synes du er lidt sød”-måde, og jeg åbner låget på min laptop så vi kan få sat filmen på. Med helt enorm destruktiv kraft, vrider facebook sig frem på skærmen og der i kanten af skærmen er den sidste samtale synlig
    ” ja
    du var på lige i overspringshandlingstiden
    kys
    snakkes XXX

    Oh great…
    Charmesmilet, der et splitsekund var stivnet, lyser op igen med fornyet energi i forsøget på at distrahere mens jeg overdrevet langsomt lukker beskedboksen ”næh det her gør det da ikke noget du så, det er da helt normalt at sidde at sende kysser til sine facebook buddies”. Så mens prince charmning sidder og overvejer sit billede af hvem jeg er, (om jeg har et helt og aldeles tøssepige-kiss-kiss-forhold til mine mandlige facebook buddies eller alternativt at han har fundet sig en lille slut og skal satse på at få noget i aften), så går jeg gnidningsløst videre i planerne som intet var hændt. Jeg åbner ”Modtaget filer” folderen mens jeg smiler for alt jeg er værd og sludrer løs. Must find movie!
    BANG billede efter billede af mænd toner frem. FUCK. alle billederne fra fyre som jeg har overvejet at date gennem det sidste halvandet år, ligger selvfølgelig helt uovervejet her og i en sådan mængde at de fuldstændigt drukner min film.
    Smooth hva?
    Jeg er en idiot.
    /idioten
  5. Like
    Rod reacted to Morten Z in Slettet tekst   
    (Også sendt som PM)
    Hej Wolfox.
    I lyset af de mange reklameindlæg du har lavet for Cykelsport Nord, bliver jeg nødt til at fremsende en faktura på 7.000 kr. ex. moms for uaftalt annoncering. Jeg fremsender fakturaen til Cykelsport Nord, medmindre jeg hører andet fra dig.
    Mvh
    Morten Z
  6. Like
    Rod reacted to Jaaanie in EQUILIBRIUM   
    Eurodance

    Så er der skrevet noget eksamensopgave. Dejligt.
    Tidligere i dag fik jeg spørgsmålet om hvorfor jeg godt kan lide Eurodance (Jeg har det som ”synes godt om på min facebook”), og så snart jeg satte fingrene ned til tasterne for at besvare dette spørgsmål kunne jeg mærke den sædvanlig strøm af billeder tanker og ord, der alltid baner vejen for et af mine
    sædvanlige sludreordsfortællingsanfald.
    Eurodance var og er bare fedt. Igennem mangen aftener på sodavandsdiskoteker og senere rigtige diskoteker er sangene blevet ridset ind i min indre grammofonplade og hver gang jeg hører dem, eller noget der minder om dem, er jeg tilbage på landet, med den søde og alligevel bitre smag at cinzano og billig hvidvin klæbende på min tunge og læber, i fuld sving med at danse den tidlige nat væk i alt for stramt tøj der klart afslører allerede veludviklede former.
    Jeg var et akavet barn af 80’erne, en utilpasset buttet drengepige med vagtsomme blå øjne og mørkeblondt hår der altid var en mellemting mellem kort og langt. Mine forældre havde for længst trukket på skuldrene over for mit stædige og ilte temperament og lod mig selv bestemme min frisure. Så fordi jeg aldrig helt kunne bestemme mig for om jeg ville være sej som drengene med kort hår og en tot i nakken eller prinsesse som pigerne i nederdele og med langt hår så var det som reglen altid på vej fra det ene til det andet. Det samme iltre og stædige temperament gjorde også at man på mine børnehave billeder fra tre år i træk kan se en stædigt skulende lille dreng iført det nøjagtigt samme lyseblå yndlings joggingsæt.
    Senere så blev jeg teenager - tiden går jo, som den altid gør. I perioder med noget der minder om syvmileskridt i et varsomt barneøjes blanke blink og andre gange, som langsomme døsige sommerdage i en udstrakt solstråle. Men går, det gør den.
    Stædigheden, vagtsomheden og det iltre temperament fulgte mig fra barndommen ind i mine kaotiske teenageår i de senere 90’ere. Med bævrende hjerte og et flintestensblik gik jeg verden i møde. For længst desillusioneret med hensyn til mit eget værd og at jeg nogensinde ville få noget som jeg ikke selv fravristede verden, klemte jeg øjnene i, tog en dyb indånding og ventede ikke på noget men bad om hvad jeg ville have og det jeg turde bede om. For ingen ville alligevel give det til mig, de grimme drengepiger måtte lave sine egne stier. Og de stier trådte jeg til lyden af eurodance og selvfølgelig nirvana, i en stor hormonforvirring.
    Eurodance er mindet om mit første kys, ude bag et hotel i Tyskland som 14årig, væmmelsen over det lag af savl han havde efterladt på mine læber og hage, og den stolthed som jeg følte over at jeg som den sidste af mine veninder nu også havde kysset en fyr. Den første gang jeg var fuld, folkeskolens afslutning, de første kluntede og usikre kærtegn, forsøget på at gøre sit bedste for at være selvsikker mens hjertet bævrede og flaksede så voldsomt at man blev bekymret for om det som en mentos i cola light ville skyde sig fri af brystet i et stort blodigt boblende svineri.
    Jeg husker også Kåre, en af de næste drenge jeg kyssede. Frejdigt grinende til en fest jeg holdte i min fars hus, en weekend han var bortrest, havde han taget min hånd og spurgt mig om jeg ikke skulle vise ham min frimærkesamling? Fnis og og flakseri og et par bløde våde kys på mit halvmørke værelse blev det til. Jeg husker måske dette minde så ofte nu fordi, jeg så ham igen for nogle år siden da jeg ved siden af mit studie arbejdede i en bowlinghal. Lige pludselig stod han foran mig med det samme frejdige smil og grinede til mig. Nøjagtigt som den gang begyndte mine kinder og brænde da han blinkede til mig og spurgte hvordan det gik. Hans helt specielle charme, der strømmede ud af hans øjne og altid skæve grin, fortalte om en indre glæde ingen helt forstod, rørte mig som den havde gjort den gang.
    Et år senere hørte jeg han havde hængt sig selv og efterladt en kæreste og en nyfødt. Ingen forstod noget, den glade dreng der havde smilet til verden, var død. Så begyndte alle at snakke om stoffer.
    Med tiden blev drenge til mere end nogen man blot kyssede på og Haddaway stillede spørgsmålet "What is love?". Det var det selv samme som jeg selv gik og spekulerede over (og delvis vel stadig gør) mens jeg genert kiggede på drengen fra min klasse, ham jeg i stilhed havde været ulykkeligtforelsket i i flere år. Ud mellem øjenvipper der omringede nedslåede øjne stjal de sig imod min vilje, et glimt af hans mørke hår, de leende brune øjne og den måde han på nærmest magisk vis kunne få fodbolden til at adlyde sine fødders ordre. Hvor let det kom til ham at få andre til at grine, hvor selvsikkerhed han begik sig i frikvarterene, hvor sød og sjov og sej. Jeg var betaget.
    skræmt og håbende stod jeg afventende, indtil det øjeblik hans blik fejede i min retning og jeg i en tilstand af chokeret hjertestop med blomstrende kinder tvang de uregerlige øjne til at undersøge fliserne ved ens skosnuder for udjokket tyggegummi. Så passere truslen og ens hjerte turde igen slå mens mine øjne igen fandt verdens ufravigelige midtpunkt. What is love, baby don't hurt me, baby don't hurt me. Jeg gjorde aldrig noget, jeg turde aldrig. Han skiftede altid mellem at være opmærksom over for mig den ene dag, og ignorere mig den næste. Han vidste tydeligt godt hvordan jeg havde det med ham, og uden jeg egentlig tror han ville være ond kunne han ikke lade være med at til tider at lege med, og f.eks følge mig hjem fra skole, og til tider helt at afvise det og ignorere min eksistens. Det knuste mit forvirrede hjerte en million gange.
    Da mit 16ende leveår kom, havde jeg endelig besluttet mig for at nu skulle det være! Alle mine veninder havde været i seng med deres første fyr, alle undtagen mig, sådan virkede det i hvert fald, men den dag i dag, må jeg tvivle på om jeg ikke tog fejl den gang. Eller i hvert fald sætte det i det perspektiv at de fleste jeg omgik var i hvert fald et år ældre end mig på grund af en tidlig skolestart. Så jeg håbede denne aften imod alt fornuft at jeg ville møde min drømmeprins, eller i det mindste bare en fyr som ville have mig. Min klassekammerat som jeg havde været forgabt i siden jeg var gammel nok til at rumme sådanne følelser for, havde jeg ingen forhåbninger om at nogen sinde komme til at være sammen med, så i grim beslutsomhed kiggede jeg på de andre fyre der var til den fest jeg var inviteret til.
    Nu gik det hverken værre eller bedre at jeg i stedet for at feste endte med at sidde og trøste en anden pige hvis verden momentært var faldet fra hinanden af grunde som jeg ikke længere husker, men at en dreng var involveret er nok ikke en urimelig antagelse.
    Det der især karakteriserer Eurodance og ungdommen i min bevidsthed, er følelsernes intensitet. For os som voksne er det svært ikke at trække på smilebåndet over den dramatik og følelsesudladninger der lægges for dagen af teenagere. Men det er en fager ny verden, der er ingen erfaring der med bitre trøstende ord fortæller os at det hul der er blevet flået i vores hjerte og sjæl vil heles. Der er kun den ubeskrivelige og tilsyneladende uendelig smerte og Haddaway der til elektronisk hjerteslag slynger det samme spørgsmål og bøn ud i natten som 16årige tårevædede, salte læber visker, mens tårerne trækker den kulsorte makeup i grelle striber ned af oversminkede orange kinder: ”What is love, baby don’t hurt me, baby don’t hurt me”.
    Jeg sad med pigen fra omkring klokken elleve til en gang efter midnat da hun endelig tog hjem. Slukøret over dette kiks af en festlig aften tager jeg også selv hjem.
    Næste morgen vågner jeg op et ukendt sted, og efter et øjebliks desorienteret forvirring husker jeg hvordan Kasper havde fanget mig på min vej ud fra festen. Han havde spurgt om vi ikke skulle følges og havde taget mig med hjem til ham, efter det husker jeg intet. Jeg fejer øjnene ned af mig selv. Jeg har stadig bluse på, så jeg løfter lidt på dynen og tjekker. Med en blanding af lettelse og ævrelse ser jeg at jeg stadig har både nederdel og nylonstrømper på. Jeg kigger mg om og ser Kasper er ved siden af mig, han er vågen og ser fjernsyn uden lyd. Han fylder de sidste blanke øjeblikke ud i min hukommelse, og til mit spørgsmål om vi havde bollet, bekræfter han min mistanke om at det har vi ikke. Han forklarer at han havde forsøgt at få det til at ske men at jeg var væk så snart jeg kom ned og ligge og han til sidst bare havde smidt en dyne over mig. Dette tænker jeg så lidt over, og tager så en rask beslutning: ”Nå men øh.. Skal vi så bolle nu?” At sige at Kasper så overrasket ud er vidst en underdrivelse, men så grinede og spurgte om jeg var sikker. Det var jeg bestemt. Her var en fyr der faktisk havde prøvet på at komme til at bolle med mig – godt nok sagde rygterne han havde bollet jeg ved ikke hvor mange piger, men altså – her var min chance jo! Så vi kom ud af kludene og Kasper fandt nogle kondomer, de var sorte og meget imponerende. Og vi bollede. Det var sjovt nok men ikke noget specielt. Bagefter gik jeg hjem, han spurgte efter mit telefonnummer, men jeg turde ikke tro på han ville ringe, så jeg smilede bare, rystede på hovedet med mine flintestensøjne, og gik hjem.
    Det var dog ikke kun de første store følelser, de første famlende erfaringer og den store usikkerhed der prægede mine teenageår. Men det var også en helt forjættende følelse af uendelige muligheder.
    Oceaner af muligheder der lå lokkende og skræmmende udbredt foran ens fødder mens man endnu var i gang med at finde ud af hvad man skulle vælge til og fra den konstellation der til sidst blive ens identitet.
    Alt imens dunkede No limits ufavigende bass og monotone lyrik i ens krop. Lod en svæve væk og nyde at der stadig ingen begrænsninger var. Man kunne blive astronaut, eller advokat eller soldat. Rede verden eller brænde den af som E type lokkede med. Ungdommens selvfede volatile ego tændstikker var inden for ens rækkevidde. Man kunne det hele. Verden var ens lærred som man kunne overmale, tilklatte eller ridse i som man ville. For man skulle blive noget stort, supehelt eller super skurk, men super, det var helt sikkert. ”No limits, we reach for the sky”. Senere fandt jeg mig selv frosset og forstenet over alt det som man kunne og burde blive og gøre, og jeg prøvede i en del år panisk at udskyde valget blot lidt længere. Men i disse eurodance år var det fantastisk, det var en stor dukkeleg, hvor man smagte på bidder af forskellige mulige fremtider.
    Eurodance er sodavandsdisko, bræk, halbal, forelskelse, forblændelse, uskyld, oprør, uvidende alvidenhed, neon og drømme uden grænser.
    Hvordan kan de af os der er vokset op i halvfemsernes neonoptimisme ikke elske eurodance?
    Ja jeg gør i hvert fald.
    /Jannie
    MADLOG_ jaba150611.pdf