I omkring 100 år har cyklister, herunder professionelle ryttere, suset af sted med en karakteristisk høj kadence (pedalfrekvens). Og i lige så lang tid har det været kendt, at cyklister under moderat cykling kan spare energi ved ganske enkelt at anvende en lavere kadence. Nu er forskningen endelig ved at kunne give en naturlig forklaring på dette paradoks.Kadence-paradoksetParadokset består i, at selv erfarne cyklister frådser med deres begrænsede energireserver i selve den aktivitet hvor de må betegnes som specialister. Fra et traditionelt arbejdsfysiologisk synspunkt er det nemlig fordelagtigt at spare så meget som muligt på energien under langvarig cykling. Men cykelrytterne har alle dage rystet på hovedet af forskerne, når disse har fremført at en reduktion af kadencen reducerer energiforbruget og dermed sandsynligvis fører til forbedret præstation.Nogle af de første til at gøre opmærksom på kadence-paradokset var de amerikanske arbejdsfysiologer Francis Benedict og Edward Cathcart. De beskrev i en afhandling fra 1913, med undren, deres egne observationer af at en professionel cykelrytters selvvalgte kadence under tests i laboratoriet var høj og mere energikrævende end lavere kadencer (Benedict and Cathcart, 1913). Siden er fænomenet bekræftet i adskillelige undersøgelser (Nielsen et al., 2004). Og det er i dag tilmed klart at det ikke kun er elitecykelryttere der vælger en høj kadence og dermed frådser med energien under cykling, men at det samme fænomen forekommer blandt børn (Klausen et al., 1985) og såkaldte hverdagscyklister, der for eksempel anvender cyklen i forbindelse med transport og motion (Hansen et al., 2002). Med andre ord vælger de fleste mennesker at cykle energimæssigt uøkonomisk.
 |
Allerede i 1913 undrede fysiologerne Benedict og Cathcart sig over at en af deres forsøgspersoner, en professionel cyklist, valgte en høj og energikrævende kadence frem for at benytte lavere og mere energibesparende kadencer. Billedet er fra deres afhandling Muscular work: A metabolic study with special reference to the efficiency of the human body as a machine. |
Utilstrækkelige forklaringer
En populær forklaring på kadence-paradokset har op gennem tiden været, at cyklister vælger en høj kadence for derigennem at kunne nøjes med at præstere en lav kraft i hvert tråd (Stegemann et al., 1968). Dette virker umiddelbart logisk og bygger blandt andet på det mekaniske faktum at kraften i hvert pedaltråd mindskes hvis kadencen øges, så længe der er tale om konstant arbejdseffekt eller hastighed (Hansen et al., 2002). Men forklaringen er imidlertid utilstrækkelig af to grunde:
1) For det første er det muligt at reducere kraften i pedaltråddet endnu mere end det cyklisterne allerede gør, simpelthen ved at øge kadencen yderligere.
2) For det andet er der en iøjefaldende stor forskel mellem cyklister i den kadence de vælger. Ved samme hastighed vælger nogle cyklister således en meget lav kadence under 60 omdrejninger pr. minut som kræver, at der præsteres en ganske stor kraft i hvert tråd mens andre cyklister vælger en kadence på over 100 omdrejninger pr. minut.
Selv i en homogen gruppe, som verdens bedste landevejscykelryttere udgør, ses en stor forskel på den rytme de lader benene tale med. For eksempel var vi i 1996 vidne til hvordan Bjarne Riis på stor klinge med en lav kadence knuste modstanderne i Tour de France. Senere overtog amerikaneren Lance Armstrong som bekendt solidt tronen i løbet. Gennem en årrække susede han hurtigst gennem Frankrig med en karakteristisk høj kadence. Den høje kadence blev ligefrem en slags varemærke for Armstrong og blev af mange vurderet som afgørende for hans succes. Hvad mange i mellemtiden havde glemt var at Riis’ cykling på den store klinge et par år tidligere var blevet vurderet som afgørende for hans succes.
Kadence og præstation
Der ér lavet videnskabelige undersøgelser af sammenhængen mellem kadence og præstation i cykling. Flere undersøgelser har således vist, at den bedste præstation under intensiv cykling med mindre end ca. 10 minutters varighed opnås med den selvvalgte kadence (Nielsen et al., 2004; Watson and Swensen, 2006; Nesi et al., 2004). Videnskaben bekræfter dermed, at cyklister under kortvaring intensiv cykling vælger en kadence, der er fornuftig i forhold til at præstere.
I forhold til længerevarende, mindre intensiv, cykling er der imidlertid ikke lavet så mange undersøgelser. Et studie fra Syddansk Universitet i 2006 viste dog, at præstationsevnen efter 2,5 times cykling med henholdsvis den høje selvvalgte kadence og en lavere energimæssig optimal kadence ikke var forskellig (Hansen et al., 2006). Dette resultat er i modstrid med et af cyklisternes argumenter for ikke at cykle med den lave optimale kadence; nemlig at kraften i hvert tråd bliver ganske stor og at cyklingen dermed føles tung og er udtrættende.
Der var endda tendenser i undersøgelsen, der pegede på en mulig forbedring af præstationsevnen efter den langvarige cykling med den lave kadence. En mulig forklaring på det sidste kan være, at det mindre energiforbrug under cykling med den lave energibesparende kadence efter 2,5 times cykling ikke havde tømt cykelrytternes energidepoter så meget som det var tilfældet under cyklingen med selvvalgt kadence. Forskernes fortolkning af dette var, at præstationen i slutningen af langvarig cykling muligvis kan forbedres ved bevidst at vælge en lav kadence, men også at der må flere undersøgelser til for at underbygge dette.
Hjælp fra neurofysiologien
Grundlaget for nu endelig at kunne præsentere en sandsynlig forklaring på kadence-paradokset blev skabt af neurofysiologiske forskere og deres forsøg med dyr. I disse forsøg har forskere for eksempel blotlagt hvirvelsøjlen for at måle på nerveaktiviteten i rygmarven som sammen med hjernen udgør centralnervesystemet. I 1980 blev det opsummeret af Fred Delcomyn fra University of Illinois i en oversigtsartikel i tidsskriftet Science, at timingen af gentagne bevægelser, der udgør enhver rytmisk adfærd (som gang eller cykling hos mennesker), er reguleret af specielle rytmiske egenskaber i centralnervesystemet i højere grad end af sensorisk feedback fra de kropsdele som er i bevægelse (Delcomyn, 1980). Dette var nyt, og derefter var der ikke langt til introduktionen af begrebet centrale mønster-generatorer, på engelsk central pattern generators.
De sidste 10 år er forskningen på dette område gået stærkt og den er blandt andet drevet af ønsket om at kunne hjælpe rygmarvsskadede patienter til forbedret førlighed. På dyr kan man så at sige skære sig vej ind til rygmarven og måle direkte på nerveaktiviteten der. Hos mennesker må man ty til indirekte målinger af fx. muskelaktivitet i forbindelse med rytmisk bevægelse under varierende eksperimentelle forhold. I første omgang har man ved hjælp af forskningen på mennesker prøvet at vise, at der hos os, i lighed med hos laverestående dyr, også eksisterer centrale mønster-generatorer. Den generelle opfattelse i dag er at rygmarven indeholder adskillige centrale mønster-generatorer som består af neurale netværk og at aktivitet i disse netværk alene, stort set kan producere rytmiske bevægelser som fx. gang eller cykling (Zehr, 2005).
Kadencen er en robust indre rytme
Tilbage til valget af kadence under cykling: Hidtil har undersøgelserne af de centrale mønster-generatorer hos mennesker kun i et beskedent omfang været forbundet til det paradoksale valg af kadence under cykling. Men resultaterne i en ny undersøgelse fra Norges Idrettshøgskole støtter beviserne for at de centrale mønster-generatorer spiller en væsentlig rolle for valget af kadence under cykling (Hansen, Ohnstad, 2008). I undersøgelsen blev deltagerne under cykling skiftevis stimuleret med separate forøgelser af den mekaniske belastning og kredsløbsbelastningen. Ingen af delene påvirkede imidlertid valget af kadence.
I tillæg blev den selvvalgte kadence målt gentagne gange over en 12 ugers periode. Kadencen viste sig at være stabil over tid, men på samme tid meget forskellig fra person til person. Faktisk var der en påfaldende lighed i stabiliteten og individualiteten for kadence og for en helt anden frivillig rytme som blev studeret hos de samme forsøgsdeltagere, nemlig den selvvalgte tappefrekvens med pegefingeren. Forskerne bag undersøgelsen konkluderede, at den selvvalgte kadence kan betragtes som en robust og højst individuel indre motorisk rytme der sandsynligvis er under primær indflydelse af centrale mønster-generatorer.
Kadencen er trods alt påvirkelig
Opfattelsen af den selvvalgte kadence som en robust indre rytme må dog ikke helt overskygge at kadencen trods alt er påvirkelig. Dels kan cyklisten naturligvis bevidst vælge at ændre kadencen. Dels er det påvist at en række faktorer kan påvirke valget af kadence i nogen grad. Det gælder for eksempel arbejdseffekten (Hansen et al., 2002), cyklingens varighed (Lepers et al., 2000) og cyklistens alder (Balmer et al., 2007).
Tung styrketræning har også vist sig at påvirke valget af kadence (Hansen et al., 2007). Den overordnede pointe er imidlertid, at faktorerne, som er vist at kunne påvirke den selvvalgte kadence, kun har en beskeden indvirkning. Typisk mindre end 10 omdrejninger pr. minut, hvilket må betegnes som lidt i forhold til den store variation der er i selvvalgt kadence mellem individer.
På en måde kan man således måske betragte kadencen under cykling som skridtfrekvensen under gang. Hvis man går uforstyrret hen ad vejen, vil man ikke tænke over udførelsen af hvert skridt. Men hvis der kommer en stor sten i skoen, så vil man ændre sin gangrytme for at mindske ubehaget.
Evolution og cykling
Med den nye forklaring af den selvvalgte kadence som en robust indre motorisk rytme, der i høj grad er bestemt af mønster-generende neurale netværk i centralnervesystemet, er det fristende at stille sig tilfreds. Men vi er ikke helt i mål endnu! Det er nemlig adskillige gange vist at mennesket under gang og løb vælger den skridtfrekvens som er mest energisparende. Skridtfrekvensen under gang og løb er sandsynligvis også bestemt af centrale mønster-generatorer ligesom kadencen under cykling (Zehr, 2005). Så hvorfor minimerer mennesket energiforbruget under gang og løb, men ikke under cykling? Vi kan ikke vide det med sikkerhed, men et rimeligt bud på en forklaring er at mennesket i et evolutionsperspektiv kun lige er begyndt at cykle til sammenligning med det at gå og løbe.
Gang og løb har været underlagt Darwinistisk udvikling gennem millioner af år. Groft sagt, er det gået ud over overlevelsen, hvis mennesket frådsede med energien (Nakatsukasa et al., 2006). Cykling har selvsagt ikke været underlagt samme proces (slægten overlever uanset hvor hurtigt du tramper i pedalerne). Og det er måske årsagen til at cyklister anvender en kadence hvor energibesparelse ikke er afgørende for valget, men hvor i stedet en robust indre rytme har stor betydning.
Af Ernst Albin Hansen, ph.d., Norges Idrettshøgskole, Oslo. 4. juni 2008
(Denne artikel er en bearbejdning af en artikel, der tidligere været bragt i Cykelmagasinet, nr. 16, side 98-101, 2008)
Referencer
Balmer, J., Bird, S., Davison, R., Lucia, A., (2007). Effect of age on 16.1-km time-trial performance. J.Sports Sci. 26, 197-206.
Benedict, F. G., Cathcart, E. P., (1913). Muscular work. A metabolic study with special reference to the efficiency of the human body as a machine. Carnegie Institution of Washington, Washington, D. C.
Delcomyn, F., (1980). Neural basis of rhythmic behavior in animals. Science 210, 492-498.
Hansen, E. A., Andersen, J. L., Nielsen, J. S., Sjøgaard, G., (2002). Muscle fibre type, efficiency, and mechanical optima affect freely chosen pedal rate during cycling. Acta Physiol.Scand. 176, 185-194.
Hansen, E. A., Jensen, K., Pedersen, P. K., (2006). Performance following prolonged sub-maximal cycling at optimal versus freely chosen pedal rate. Eur.J.Appl.Physiol. 98, 227-233.
Hansen, E. A., Ohnstad, A. E., (2008). Evidence for freely chosen pedalling rate during submaximal cycling to be a robust innate voluntary motor rhythm. Exp.Brain Res. 186, 365-373.
Hansen, E. A., Raastad, T., Hallén, J., (2007). Strength training reduces freely chosen pedal rate during submaximal cycling. Eur.J.Appl.Physiol. 101, 419-426.
Klausen, K., Rasmussen, B., Glensgaard, L. K., Jensen, O. V., (1985). Work efficiency of children during submaximal bicycle exercise. In: Binkhorst, R. A., Kemper, H. C. G., Saris, W. H. M. (Eds.), Children and exercise XI. Champaign, Ill. : Human Kinetics, pp. 210-217.
Lepers, R., Hausswirth, C., Maffiuletti, N., Brisswalter, J., van Hoecke, J., (2000). Evidence of neuromuscular fatigue after prolonged cycling exercise. Med.Sci.Sports Exerc. 32, 1880-1886.
Nakatsukasa, M., Hirasaki, E., Ogihara, N., (2006). Energy expenditure of bipedal walking is higher than that of quadrupedal walking in Japanese macaques. Am.J Phys.Anthropol. 131, 33-37.
Nesi, X., Bosquet, L., Berthoin, S., Dekerle, J., Pelayo, P., (2004). Effect of a 15% increase in preferred pedal rate on time to exhaustion during heavy exercise. Can.J.Appl.Physiol. 29, 146-156.
Nielsen, J. S., Hansen, E. A., Sjøgaard, G., (2004). Pedalling rate affects endurance performance during high-intensity cycling. Eur.J.Appl.Physiol. 92, 114-120.
Stegemann, J., Ulmer, H.-V., Heinrich, K. W., (1968). [Relation between force and force perception as basis for the selection of energetically unfavorable pedaling frequencies in cycling]. Int.Z.Angew.Physiol. 25, 224-234.
Watson, G., Swensen, T., (2006). Effects of altering pedal cadence on cycling time-trial performance. Int.J.Sports Med. 27, 296-300.
Zehr, E. P., (2005). Neural control of rhythmic human movement: The common core hypothesis. Exerc.Sport Sci.Rev. 33, 54-60.
Meget spændende! Men der tages i artiklen ikke højde for det rationelle i med en relativt høj kadence at forebygge overbelastning af knæ og andre led. Er det ikke relevant at tage i betragtning? Mindre energieffektivi tet tilgengæld for sundere ben!
Jeg kan ikke dy mig fra at kommentere, at artiklen korrekt beskriver vores manglende viden om hvorfor cykelryttere bevidst eller ubevidst vælger et tråd med højere kadance en det der er energimæssigt optimalt, man at artiklen samtidigt understreger hvorfor idrætsforskning i høj grad bliver betragtet som charlatanteri af det naturvidenskabl ige samfund. Forudsætninger, målinger, og konklusioner bliver blandet i en pærevælling samtidigt med at mønstergenkende lsen og fleksibiliteten
i analysen bærer præg af et middelmådigt iltoptagelse i forfatternes hjerne.
Brugen af for eksemple “mønster-genere nde neurale netværk i centralnervesys temet” kan godt for en lægmand virkende overbevisende, men for mig er det mere et tegn på en person der ikke kender meget videnskabeligt til neural netværk, biologisk hjerneforskning , eller psykatri, men som har en vis praktisk erfaring inden for anvendt psykologi;-)
Svaret fra en cyklende naturvidenskabs mand som undertegnede (der kun har brugt 5 minutter til at tænke grundigt over problemet) er at vi sandsynligvis vælger en højere kadance for at bedre transportere affaldsprodukte rne væk fra musklerne. Husk på at (der er blevet undersøgt grundigt) at en elitecyklist (på landevej!) ikke er begrænset af hvor meget ilt deres kredsløb kan omsætte, men hvor meget energi cyklistens ben kan frembringe over længere tid. De to størrelser er der mange som tror er det samme, men det er det efter min overbevisning ikke. Hvis man kører med en højere kadance (eller står op i saddelen) vil den teoretiske energieffektivi teten gå ned (det er vel beskrevet) men samtidigt vil bortledningen af affaldsstoffer, så som mælkesyre, foregå hurtigere. Og når der er mindre affaldstoffer i musklen vil energieffektivi teten gå op. Med vor tids nano-teknologi må der være nogle der kan lave et måleapparat således at vi endeligt kan få fastlagt hvad der foregår.
PS. Hvis nogen bliver forargede over mine noget sarkastiske kommentarer er det fint! Det, at jeg har brugt nogle timer til stor del forgæves på at finde fornuftige, og i det mindste ikke selvmodsigende informationer om træning og kondital på nettet kan muligvis være en delvis årsag.
Haha. “At artiklen samtidigt understreger hvorfor idrætsforskning i høj grad bliver betragtet som charlatanteri af det naturvidenskabl ige samfund”. Skyder vi lidt fra hoften her?
Jeg kan ikke argumentere hverken for eller imod artiklen eller Niels Jørgen Kjær på faglig baggrund, men føler mig i hvert fald ikke overbevist af sidstnævntes fremtoning. Alene det at starte med en sætning på fire linjer med flere stavefejl og dårlige formuleringer, understreger i hvert fald meget godt hvorfor naturvidenskabe n ofte har svært ved at kommunikere sit budskab til os andre.
I øvrigt syntes jeg at NJK har nogle gode pointer mht. affaldsstoffer og iltoptagelse, selvom jeg godt kunne tænke mig at de blev underbygget med faktuelle henvisninger.
Til Niels Jørgen Kjær: Dine uforskammethede r forstår jeg ikke, men lad nu det ligge.
Det er et udmærket forslag du kommer med, men hvis det virkelig var så simpelt, så kan du også regne med, at det var fremhævet som en forklaring. Dertil er der lavet tilstrækkeligt med forsøg, hvor man har målt også på metabolitter, A-V differencer osv. Du antager at bortskaffelsen af affaldsstoffer er højere ved en højere kadence, men det behøver ingenlunde at være tilfældet. Desuden er det jo heller ikke bortskaffelsen i sig selv, men derimod forskellen på produktion og bortskaffelse. Og her tyder det netop på at optimum ligger omkring det, der i artiklen kaldes “den optimale kadance”.
Hmm. Mit indlæg når tilsyneladende ikke igennem så jeg prøver lige igen!
Det er da glædeligt, at forskningen går videre end de hidtidige standpunkter og inddrager nye aspekter ang. kadencevalget. Samtidig indikerer dette og andre studier dog også at der er lang vej igen til en forståelse af det selvvalgte kadencevalg.
Artiklens konklusion ender dog igen ved de gamle standpunkter om at cykelryttere vælger en forkert kadence og ikke kører energieffekt. Da dog som noget nyt forklaret ud fra en individuel indre neurofysiologis k rytme.
“Så hvorfor minimerer mennesket energiforbruget under gang og løb, men ikke under cykling? Vi kan ikke vide det med sikkerhed, men et rimeligt bud på en forklaring er at mennesket i et evolutionspersp ektiv kun lige er begyndt at cykle til sammenligning med det at gå og løbe.”
Spørgsmålet er dog om det er videnskaben eller cykeleliten, der har et problem. Hvis det sidste havde været tilfældet og der som nævnt er store forskelle i selvvalgt kadence fra individ til individ ville dette have resulteret i at eliteryttere med lavere kadence havde et fortrin og fik bedre resultater (alt andet lige). Det har som sagt ikke været tilfældet, tværtimod ligger kadencevælget for topryttere jo om nævnte højere end det målte energimæssigt.
Nu har vi i varierende udgaver vores tvivl om Armstrongs præstationer var “rene”, men at inddrage Riis i denne argumentation er vel ikke sagligt begrundet (da han har erkendt at have brugt præstationsfrem mende midler). Derfor vil “det videnskabeligt uforklarlige fænomen” set fra en cykelnørd igen falde tilbage på forskernes foreløbigt begrænsede evne til at forstå empirien. I den sammenhæng virker evolutionsargum entet nærmest latterlig (og primitivt). “De cykelryttere har bare ikke forstået at køre som vi anviser og hvornår mon de lærer det” etc.
Meget tyder derfor på at der er “lang vej hjem” for forskningen før man helt forstår grundprincipper ne for det mest effektive kadancevalg. Måske et højere kadancevalg ville hjælpe lidt på vej – underforstået mere forskning. Måske også forskning, der ikke kun ser på isolerede årsag effektreaktione r, men inddrager den bredere viden om idrætsfysiologien.
Et generelt problem for mange af undersøgelserne der fokuserer på kadencevalget er måske også at man sætter lighedstegn mellem energieffektivi tet, præstation og optimal kadencevalg.
Her tror jeg bl.a. ikke helt man har forstået (eller forholder sig til) i sammenligningen med løb og skridtfrekvens, at cykling ikke er en konstant udholdenhedsbel astning, men i høj grad omfatter stor intensitetsvari ationer og forskelle i muskelbelastnin g. Her er det jo fx kendt at der ved enkeltstarter anvendes en lavere selvvalgt kadence versus højere pedalbelastning end ved samlet start.
I den sammenhæng synes jeg artiklen går meget let hen over sammenhængen til RM-begrebet i styrketræning og cykelrytternes hovedargumentat ion om muskeludtrætnin g ved højere pedalbelastning . Måske ikke afgørende i lav-intensitets faser af cyklingen, men derimod afgørende ved gentagne mere intensive faser af cyklingen.
Måske har man heller ikke helt forstået at energiforbrug pr. tidsenhed i lav-intensitets faser af cyklingen er helt ligegyldigt og uden betydning, da dette ligger under AT-grænsen, ligger under energiindtaget og ikke tærer på glycongendepote rne. Måske skulle man også begynde at dreje forskningen over i en forståelse af forskellige konkurrencesitu ationer og hvilke krav dette stiller til cykelrytteren, da et optimalt cykelløb ved samlet start/linieløb afhænger af at være med og ikke om man kører mest energieffektivt.
Jeg er godt klar over at kompleksiteten er stor ift. videnskabelig bevisførelse, så mine synspunkter skal ikke specielt ses som anker over denne artikel, men måske blot en konstatering af at der stadig mangler mere forskning i forståelse af empirien til at kunne konkludere noget videnskabeligt ang. optimal kadencevalg i et cykelløb.
For mig virker det nu stadig lidt mærkeligt at den høje kadence skulle være helt så besynderlig som det fremstilles. Når jeg ser cyklister i hverdagen, så synes det klart at jo bedre form de cyklisterne er i, jo højere kadence kører de i. En udvikling jeg også selv er gået igennem.
Nu ved jeg ikke om undersøgelserne tager højde for at man som cykelrytter på de længere distancer oftest har mulighed for at indtage energi, og derfor ikke har behov for at køre i lavere og mindre energikrævende kadence. Desuden kan det vel også have betydning at i et cykelløb, så er der også behov for hurtige accelerationer, hvorfor det tunge tråd kunne være en ulempe.
Blot nogle af mine tanker.
Jeg syntes at NJK burde læse lidt af det seneste litteratur omkring affaldsstoffer og mælkesyre. I hvert fald inden der postes en så bastant kommentar. Mælkesyre er IKKE et affaldsstof og mælkesyre giver IKKE muskelømhed (nærmere tværtimod).
Jeg har et par links du kan få hvis du lyster. Send mig en PM.
Jeg er ikke inde i det videnskabelige for så vidt angår disse ting, men jeg er tidligere professionel cykelrytter, og har en lidt anden tilgang til emnet.
I et professionelt cykelløb (med samlet start) er rytmeskift og eksplosivitet en altafgørende ting. Især hos de profesionelle afgøres løbene på ekstremt hårde ryk i finalen. Hvis man har siddet og trådt med en kadence på 60 i 5 timer, så er det helt sikkert at evnen til at skifte rytme vil være ganske alvorligt kompromiteret. Man vil altid se en rytter som har til hensigt at blande sig en i finale i et langt og hårdt løb, som et VM eller Liege-Bastogne- Liege, køre så små gear som muligt indtil finalen åbnes. Og man vurderer også internt i feltet en konkurrent på hans kadence. Hvis fx Bettini på næstsidste omgang i et VM, hvor de fleste er på max., stadig sidder i små gear, vil det fortælle de andre at han har overskud og gode ben, og man vil vide at eksplosiviteten vil være så meget desto større når han klikker ud i et stort gear og træder 100%.
Omvendt er det almindelig kendt blandt cykelryttere at når man begynder at gå kold, så mister man sin suplesse – evnen til at køre små gear.
Det kan forekomme at stå i modsætning til hvad forskerne finder frem til, men er altså sådan det fungerer i cykelsporten. Naturligvis fraset særlige discipliner og ryttertyper.
Jeg er ikke i tvivl om at Niels Jørgen Kjær har ret. Jeg cykler ca 1.000 km om måneden (kørte cykelløb for “100 år siden”) og vælger relativ høj kadence fordi mine ben ellers “syrer” til. Det er gammel cykelryttervisd om at du skal holde dig fra de store gear og lave kadencer indtil afslutningen af løbet for at undgå at gå død med affaldsstoffer ophobet i musklerne. Den høje kadence skyller musklerne effektivt igennem for affald. Samme forhold gælder for bakker. De lange bakker og bjerge kræver små gear og høj kadence. De korte bakker kan man “sveske” hen over i store gear uden at syre til. Altså igen en balance mellem dannelse af affaldsstoffer og fjernelse/nedbr ydning af dem.
Jeg er helt enig med Ander Billeschou. Jeg har samme erfaring. Fra jeg havde biokemi, kan jeg også huske at mælkesyre reducerer omdannelsen af sukker til energi i musklen. Derfor er det vigtigt ikke at overskride ens syregrænse tidligt i et længere løb, da det vil koste meget energidannelse at have syre i musklen.
Jeg vil derfor foreslå at man lærer sin egen syregrænse at kende og holder sig under den langt hen i løbet. Er der nogle der har samme syn på det? Eller noget at tilføje?
Bedste hilsner Simon