Kermit

Uha, læs Vanedyr af Nicklas Brendborg, så får et anstrengt forhold til alt, hvad der hedder præfabrikeret mad ... 

Ja, jeg er vist også landet der, hvor det ikke optager mig så meget mere, så længe kroppen dur til det, den skal.
Hvad angår billedet, så var jeg også seriøst brugt. Det var eneste gang, jeg præsterede at komme alene hjem. Foran et halsende felt. På flad vej ved Tønder. I side-/modvind. Jeg var ikke til at skyde igennem resten af dagen 

Der et stykke vej ned til de 67-68 kg, jeg havde på sidebenene back in the day - her efter mit sidste løb i C i 1979 i Tønder. Højden var den samme.

Tak for det Gregers - den har faktisk fået markant bedre respons fra fællesskabet end jeg havde regnet med  Troede egentlig der var for mange konservative derude, men de er åbenbart skubbet til side. Den er næsten færdig. Jeg skal egentlig bare at have justeret droppet færdigt, derfor der lige er en spacer over styret, og når jeg har styr på det, så bliver det skåret af også. 

Tak for det Gregers - den har faktisk fået markant bedre respons fra fællesskabet end jeg havde regnet med  Troede egentlig der var for mange konservative derude, men de er åbenbart skubbet til side. Den er næsten færdig. Jeg skal egentlig bare at have justeret droppet færdigt, derfor der lige er en spacer over styret, og når jeg har styr på det, så bliver det skåret af også. 

Til gengæld er cyklen vanvittig flot.
Jeg synes rammen alene var flot nok men også så lidt fersk ud - i hvert fald på en skærm.
Men når cyklen blev samlet, blev udtrykket fuldstændig anderledes.

Det er næsten synd den skal ud på vejene

Orange er smuk 
 
Har fået min nye cykel hjem og den står knivskarpt! Så mangler jeg bare vejret til at komme ud og trille lidt 

Nyt år, håber I alle er kommet godt ind i det. 
Jeg kom i mål med Raphas Festive 500, og jeg var godt træt til sidst. Af samme årsag kørte jeg også de sidste km som et løb, så jeg i det mindste havde det at hygge mig med, og tog samtidig sejren. Ret fin måde at afslutte året på. 
Fik også kørt PR i de 2 store løft her til sidst med 108 i bænk og 135 i squat. 
Lidt målsætninger for 2024: 
- PR i bænk på 110 kg eller over
- PR i squat på 140 kg eller over
- PR i død på 180 kg eller over
- Mere end 300 timer på cyklen
- Vægt under 85 kg (lige nu er den ALT for høj)
- Point i licensløb
- Genvinde mesterskabet på mit arbejde

Fik kørt en Graspor test i lørdags, og det gik markant bedre end sidste gang. Jeg har stadig super svært ved at blive siddende i sadlen i så lang tid, og det afspejler sig også i min FTP, som jeg ikke tror er rigtig, specielt ikke med tanke på at jeg har ligget og kørt Zwiftløb på 40 og 45 minutter med noget højere output. Tallene nedenfor er før tallene fra den første test tilbage i midten af oktober.
Zone 1 før: 0-132 watt. Zone 1 nu: 0-144 watt
Zone 2 før: 132-177 watt. Zone 2 nu: 144-193 watt
Zone 3 før: 177-224 watt. Zone 3 nu: 193-218 watt
Zone 4 før: 224-270 watt. Zone 4 nu: 218-243 watt
Zone 5 før: 270-324 watt. Zone 5 nu: 243-291 watt
FTP før: 266 watt. FTP nu: 243 watt. 
Fatmax før: 177 watt. Fatmax nu: 193 watt.
Så 2 måneder med zone 2 træning, og en forøgelse på 16 watt ift. fatmax. Det er jeg ret godt tilfreds med. Jeg tænker at jeg en af dagene efter jul prøver at køre enten en rampetest på Zwift eller en 20 minutters FTP test, bare for at se hvad den nogenlunde siger. Jeg ved godt at jeg ikke kan bruge de 95% af 20 minutters testens resultat, men at jeg nok nærmere skal ned omkring 90-92%, men 243 watt lyder alt for lavt. Nu har jeg lige 4 uger tilbage af planen, og så bliver det spændende at se hvad facit bliver til sidst. Lige nu er jeg i hvert fald ret fortrøstningsfuld. 
Og hvad er der ellers sket? 
Min ramme fra Elves sidder stadig fat i en told et eller andet sted. Den blev sendt afsted omkring de. 20 oktober, og har ikke rigtig rykket sig ud af flækken siden d. 26. oktober. Det er lidt frustrerende, men modsat har jeg det sådan at jeg alligevel ikke kan gøre det store ved det. Importøren har løbende kontakt for at se hvad der sker. 
Den seneste uge tid har jeg tilføjet et nyt problem til mit underliv. De faste læsere ved at jeg generelt har døjet med lidt forskellige ting dernede, men det var der kommet nogenlunde styr på. I mandags bemærkede jeg en anden slags smerte dernede fra, det blev bedre efter et par dage, men vendte så retur lige op til weekenden - klassisk tilfælde når man ikke kan komme til lægen  har en tanke om hvad det kan være, men skal lige være sikker. Det er på ingen måde farligt, hvis det er det jeg tror, men det kunne være rart lige at få bekræftet at det er noget ufarligt. Men irriterende, det er det, specielt hvis det betyder at jeg lige skal holde en pause fra cykeltræningen. 
Og så lader det til at der fredag kom afklaring på min kone og hendes bror, så der nu er en aftale der bare skal laves papir på og underskrives. Det var en af de bedste julegaver nogensinde, og en kæmpe lettelse at vi nu kan ligge det bag os. 

De endelige resultater kom ind i går, og 2. pladsen blev holdt. 1. pladsen endte med 424 point. Jeg på andenpladsen havde 315 point, 3. pladsen havde 305 point og 4. pladsen 276 point. Det har været ekstremt sjovt og underholdende at deltage i den cup. Det har været super hårdt, men også været noget der har været med til at give et fast holdepunkt om mandagen. 

Jeg følte mig ikke helt tilpas i går, så var lidt spændt på hvordan cykelløbet reelt vil forløbe sig. Tog en lang opvarmning på en times tid, inden jeg kastede mig over cykelløbet. Fra start af placerede jeg mig oppe foran, og holdt mig godt til indtil vi ramte stigningen. Her stod jeg mere eller mindre op hele vejen, og slap først trådet en anelse med 150 meter til toppen. Første delmål klaret. Der var allerede sket en god udskilning, men jeg fik undervurderet det næste segment, hvor det også gik op og ned hele tiden. Det var lidt irriterende, for da vi ramte de sidste bakker var der bly i mine ben, og jeg kunne ikke følge med en gruppe på 8 ryttere der rev sig løs. Jeg kan huske at jeg deciderede tænkte at jeg følte at jeg trådte mange watt, men at der bare ikke kom noget ud af stængerne. 
Gruppen  jeg sad i formåede ikke at lukke hullet hurtigt, og så sejlede de stille og roligt væk. I et af de andre momenter var jeg og en anden kun 6 sekunder fra dem, men så åbnede de hullet op igen, og så var det slut. Jeg sad dermed i en gruppe med 6-8 andre ryttere, og så var der grupper bag os også. En stor del af løbet herfra gik i virkeligheden mest ud på at holde vores forspring ned til den næste gruppe der kom nærmere. Hver gang de kom ned omkring de 15 sekunder, prøvede enten jeg eller en anden rytter at lave et lille ryk, og så blev hullet åbnet op til 20 sekunder i stedet for. 
Der kom en kortere bakke ifbm. en spurt undervejs, og der valgte jeg at holde lidt ekstra tryk på, for at se om jeg kunne få tyndet lidt mere ud i vores gruppe. Jeg vidste at der sad en oppe i forreste gruppe der kunne komme foran mig i det samlede, så jeg ville gerne minimere mængden af ryttere jeg skulle sprinte imod, for at gøre mine chancer for en god placering bedre. Tror der røg en enkelt rytter på den bekostning. 
Da vi nærmede os de sidste 1000 meter var der en rytter i vores gruppe der havde fået et lille hul, og en anden der gik efter. Jeg åbnede spurten med omkring 600 meter til mål, hvor jeg lige fik lukket et hul til en anden gruppe, mens der stadig var to ude foran. Med ca. 400 meter til mål åbnede jeg så helt op, og nåede lige præcis at passere den forreste rytter i gruppen på målstregen. Faktisk blev vi registreret med samme tid, men jeg har fået tildelt 9. pladsen og han 10. pladsen.
Små 43 minutters kørsel, 258 watt i snit, 291 i normalized power, gennemsnitspuls på 164. Jeg var helt smadret efter afslutningen, og fik lige rullet en lille smule af. 
De officielle resultater i den samlede stilling er ikke kommet på endnu, men hurtig hovedregning indikerer at jeg holder den samlede 2. plads med omkring 10 point ned til nummer 3. Det er jeg ret godt tilfreds med. 

Jeg følte mig ikke helt tilpas i går, så var lidt spændt på hvordan cykelløbet reelt vil forløbe sig. Tog en lang opvarmning på en times tid, inden jeg kastede mig over cykelløbet. Fra start af placerede jeg mig oppe foran, og holdt mig godt til indtil vi ramte stigningen. Her stod jeg mere eller mindre op hele vejen, og slap først trådet en anelse med 150 meter til toppen. Første delmål klaret. Der var allerede sket en god udskilning, men jeg fik undervurderet det næste segment, hvor det også gik op og ned hele tiden. Det var lidt irriterende, for da vi ramte de sidste bakker var der bly i mine ben, og jeg kunne ikke følge med en gruppe på 8 ryttere der rev sig løs. Jeg kan huske at jeg deciderede tænkte at jeg følte at jeg trådte mange watt, men at der bare ikke kom noget ud af stængerne. 
Gruppen  jeg sad i formåede ikke at lukke hullet hurtigt, og så sejlede de stille og roligt væk. I et af de andre momenter var jeg og en anden kun 6 sekunder fra dem, men så åbnede de hullet op igen, og så var det slut. Jeg sad dermed i en gruppe med 6-8 andre ryttere, og så var der grupper bag os også. En stor del af løbet herfra gik i virkeligheden mest ud på at holde vores forspring ned til den næste gruppe der kom nærmere. Hver gang de kom ned omkring de 15 sekunder, prøvede enten jeg eller en anden rytter at lave et lille ryk, og så blev hullet åbnet op til 20 sekunder i stedet for. 
Der kom en kortere bakke ifbm. en spurt undervejs, og der valgte jeg at holde lidt ekstra tryk på, for at se om jeg kunne få tyndet lidt mere ud i vores gruppe. Jeg vidste at der sad en oppe i forreste gruppe der kunne komme foran mig i det samlede, så jeg ville gerne minimere mængden af ryttere jeg skulle sprinte imod, for at gøre mine chancer for en god placering bedre. Tror der røg en enkelt rytter på den bekostning. 
Da vi nærmede os de sidste 1000 meter var der en rytter i vores gruppe der havde fået et lille hul, og en anden der gik efter. Jeg åbnede spurten med omkring 600 meter til mål, hvor jeg lige fik lukket et hul til en anden gruppe, mens der stadig var to ude foran. Med ca. 400 meter til mål åbnede jeg så helt op, og nåede lige præcis at passere den forreste rytter i gruppen på målstregen. Faktisk blev vi registreret med samme tid, men jeg har fået tildelt 9. pladsen og han 10. pladsen.
Små 43 minutters kørsel, 258 watt i snit, 291 i normalized power, gennemsnitspuls på 164. Jeg var helt smadret efter afslutningen, og fik lige rullet en lille smule af. 
De officielle resultater i den samlede stilling er ikke kommet på endnu, men hurtig hovedregning indikerer at jeg holder den samlede 2. plads med omkring 10 point ned til nummer 3. Det er jeg ret godt tilfreds med. 

God stil med småkagerne - selvom det nok burde være ledelsen der holdte jer kørende der :)

Spændende med de forskellige input i forhold til podcast omkring disse oplevelser omkring døden og andres oplevelser.
Min mor døde for et par år siden, jeg var der ikke selv, men både mine søskende og far fortalte at et ur i stuen var gået i stå på hvad man regner med var dødstidspunktet.

Jeg tjekkede lige side ét i loggen. Oktoboer 2005, det er alligevel 18 års logskriverier Gregers!
På et tidspunkt dør MOL sikkert helt og så er alle de historier og træninger væk, så jeg røg ud af en tangent og tænkte på hvordan sådan en bog mon ville se ud.

Jeg danner mig nogle billeder når jeg læser folks logbøger, men jeg har nok ikke fået Dall-E til at ramme virkeligheden helt, på billedet er du i hvert fald endt i kælderen, så der er trods alt ikke en generende underbo :)

Jeg må blankt indrømme at jeg for sjældent kommer forbi andres logs.
Kondolerer med tabet af din mor.
Jeg mistede selv min mor i Januar, efter et knapt 8år langt forløb med Demens. Man kommer desværre der til hvor det føles bedre at "de" får fred, end at de skal slås med den smule eksistens der er tilbage. Det er voldsomt hårdt 

Gregers, du er sorgramt. Det må du ikke undervurdere.

Årh, pis, når der 'går advokat i den' 
Vi oplevede lidt af det samme, da min salige svigermor døde, og min svoger regnede med, at der var flere penge til overs fra et tidligere hussalg. Der gik også advokat i den, og så går tingene altså i hårdknude i familiemæssige anliggender, hvor man ikke er vant til at forholde sig til paragraffer.
Håber, I lander på benene med en for alle parter rimelig ordning.

Av. Forretning og familie er svært. Håber I finder en løsning hurtigt, som alle kan leve med.

Jeg skrev for nogle måneder siden at der skete en masse ting hos mig, som ikke var træningsrelateret, som jeg håbede at jeg kunne fortælle mere om på et senere tidspunkt. Jeg ville egentlig gerne have haft at det senere tidspunkt var når alt var faldet på plads, men kan også mærke at jeg har behov for at få det ud, fordi det fylder ekstremt meget i mit hoved. 
Min kone er selvstændig sammen med sin bror, i en forretning der har købt af deres forældre for nogle år siden. I grove træk har det været et ekstremt hårdt år, hvor der har været en del kampe med broren. Det hele startede tilbage i januar hvor virksomheden var ved at lukke pga. momsgæld (hurra corona og "hjælpepakker"), hvor de begge kæmpede for at skaffe kapital til at få virksomheden til at overleve. De har et markant andet mindset end jeg har, og er lidt mere "det når vi i morgen" hvor jeg er mere "lad os få det fikset inden i morgen". Uden at komme for meget i detaljer med det hele, så har broren ikke opført sig helt ansvarligt i situationen, og det har resten af året båret frugt af. Faktisk så meget at det kom til et clash tilbage i marts, hvor jeg først fortalte ham hvad jeg egentlig syntes om ham med den måde han agerede på, hvilket skabte en kæmpe kløft mellem ham og jeg, men også til et punkt hvor han endte med at sige til min kone og deres forældre at han ville skille forretning og familie fuldstændig fra hinanden. Så når han var på arbejde ville han ikke snakke familie, men kun forretning, og modsat. 
Det gik også fint, indtil de principper blev brudt lidt, hvilket betød at min kone faktisk fik det svært ved at gå på arbejde, fordi hun ikke rigtig havde lyst til at høre om hans familie. Han lovede i øvrigt guld og grønne skove i starten af året, og ville vise os alle at han virkelig ville forretningen og give den en skalle. Det skete aldrig rigtig. 
I løbet af året har jeg og min kone også lidt sammenstød, fordi jeg bliver træt af det hele. Sådan helt ind til benet træt over hvordan tingene bliver håndteret, og det hele kulminerer i august hvor vi egentlig skal til en fødselsdag og min kone har fri om lørdagen, men lige nævner at hun skal ind og tælle kasse op. Det undrer jeg mig egentlig ikke over, indtil jeg ser at hendes bror er taget til Silkeborg i weekenden, så det er derfor hun bliver nødt til at tage derind. Det skal siges at hendes bror er skilt og har ungerne hver anden uge, turen til Silkeborg (med den nye kæreste og sønnen) var i en weekend hvor han ikke normalt skulle have børn, og han i forvejen har en "let" uge når han har unger, og så en "normal" uge når han ikke har dem. Der bliver altså ikke ofret mere når ungerne ikke er der. Det kammede jeg over, fordi jeg følte at jeg skulle afgive noget af mig, så han kunne tage mere ferie. 
Flash forward til starten af september, hvor det hele så går galt. Der sker noget i deres familie, som igen skyldes fuldstændig uansvarlighed, som gør at hendes bror får et panikanfald for fuld smadder og ender på hospitalet til nærmere undersøgelser. Der begynder de at have snakken om at han faktisk ikke har lyst til at være i forretningen, og at han har følt sig presset ind i det liv, og det måske er en idé at købe ham ud så de begge kan komme videre. Han bliver sygemeldt med stress, og min kone går igang med at undersøge hvordan man køber ham fri, og hvad prisen i så fald skal være. Virksomheden har egentlig gæld op til begge ører, og fra de overtog den i 2018 og frem til og med sidste år, er egenkapitalen på lige over 1,5 mio forsvundet og forvandlet til en gæld, og der har ikke været skabt overskud. Corona har på ingen måde hjulpet i alt det her, men som sagt, så er der også nogle der har handlet ekstremt uansvarligt. 
Hun forhører sig hos forskellige, revisoren, bogholderen, og også banken. Det gennemgående tema er noget i stil med at han skal være glad for bare at komme ud uden gæld, men at 3 måneder med løn er hvad der reelt set kan tilbydes hvis det skal være ansvarligt. Hun får sendt et tilbud afsted, der er markant højere. 6 måneder med løn, og 50.000 i engangsbeløb. Det bliver afvist, og så dør den lidt der. Indtil han nogle uger senere åbenbart får en åbenbaring og pludselig skal alting gå stærkt. De får snakket sammen med deres revisor i et forsøg på at agere mægler, og min kone fremsender et nyt tilbud. I mellemtiden har hendes bror også sendt et bud retur til hende som var på 6 måneder med løn (hvoraf den ene måned lige havde 10k ekstra) plus et engangsbeløb på 225.000. Han vil til at starte med ikke gå længere ned, selvom min kone prøver at imødekomme ham. 
Efter næsten en uges tavshed fra ham, trods utallige forsøg på at få ham i tale, vendte han endelige retur i går og kunne gå med til et af tilbudene. Det hele så godt ud. Indtil 2 timer efter hvor der kom en besked om at han ville snakke med hende, fordi det hele var så forhastet (snakken om at købe ham fri startede i september, og har været mere intens fra start november og frem til nu), at han ikke havde nogen sikkerhed når det sidste beløb var blevet betalt etc etc. FULDT STOP! Årsagen til at det hele virker forhastet for ham, er fordi min kone presser på for svar på ret simple spørgsmål, og fordi han vælger ikke at svare i 5-6-7 dage, så bliver tonen også mere skrap. Dagen i går blev afsluttet med en besked fra ham om at han nu vil tage fat i en advokat og finde ud af sine muligheder. 
En kæmpe spand koldt vand lige i ansigtet, fordi vi nu endelig troede at vi kunne få sat et punktum i alt det her, og komme videre. Jeg er ikke i tvivl om at hendes bror har det svært, men jeg kan også se på min kone at hun har det ekstremt svært. Hun er normalt ikke en pushy person, der skubber på, men det er hun blevet her. Det tærrer på hende at hun skal bruge så mange kræfter på at få en afklaring, og selv de tage hvor hun forsøger ikke at tænke på det, så tænker hun på det. Det samme gør sig gældende for mig, for jeg prøver at støtte og komme med så mange gode råd jeg overhovedet kan. 
Så lige nu er vi der hvor det hele er gået i stå igen, og hvor man søger mere over i de "hårde" metoder. Og hold nu kæft hvor er det hårdt. 

Avs, en værre en. Det er ikke et fedt område, ikke at have afklaring på tingene. Det må især være frustrerende, når man sidder på den side der ønsker kontrol og handling, mens den anden side “laller” i det. Og så den klassiske når famile og forretning er blandet. Håber I snart finder en god løsning på det. 

Zwift er jo ikke så vigtigt i den store sammenhæng men tillykke alligevel med gruppesejren. Der er da fint skub i cyklen, for tiden.

For et år siden havde Huxi Bach en virkelig interessant og ret animeret snak med selvsamme Willerslev om nærdødsoplevelser. Hvem ved? Måske giver de en lille forsmag på, hvad der venter. Det er i hvert fald en underholdende samtale, der stikker af i alle retninger.

https://www.dr.dk/lyd/special-radio/ubegribeligt/ubegribeligt-2022/ubegribeligt-naerdoedsoplevelser-11162220466

Zwiftløb i går, og jeg følte mig ikke ligefrem flyvende på cyklen. Om end jeg egentlig føler at jeg er kommet ovenpå igen efter sygdom, så sidder der stadig noget i lungerne der generer mig lidt. 40 minutters opvarmning, hvor jeg bemærkede at min puls generelt var højere end den plejer at være. Så til selve løbet. 
En klassisk start hvor der skulle trædes nogle watt helt fra starten for at sidde med fremme, og hurtigt blev de 60+ startende til en frontgruppe på omkring 40. Jeg havde inden løbet tænkt at en top 50 ville være helt okay, så da jeg sad med ca. 40 andre var første mål reelt nået. 
Der kom nogle små angreb hist og her, og det kriblede da også i benene for at prøve et angreb af, men jeg blev ved med at minde mig selv om at jeg nok ikke havde så meget at skyde med, så det ville være bedre at gemme det hele til en eventuel spurt. Selv hvis der kom en gruppe afsted på 4-5 ryttere, så ville jeg stadig kunne sprinte med om en top 10 placering. 
Ruten var som sagt ikke særlig kuperet, men til gengæld kom højdemetrene løbende hele tiden. Allerede efter 5-6 km kørsel havde vi faktisk kørt 40-50 højdemetre, så det var ret meget op og ned hele tiden, med små bakker. Her var det vigtigt lige at give den lidt gas i slutningen af nedkørslerne, for at få momentum med ind på bakken igen. Faktisk klarede jeg det ret godt med at bruge så få kræfter som muligt, og sad ofte som en af de bagerste i gruppen. 
Ca. 11 km inde på ruten kom den eneste reelle stigning, som var på 400 meter med ca. 3% i snit. Hvad de lidt manglede at fortælle var at bakken også havde et stigende indløb, så man faktisk skulle klatre de første 300-400 meter inden man reelt set ramte stigningen. Den fik skabt en splittelse i gruppen, og jeg sad på et tidspunkt på mellemhånd på vej op, men fik lukket hullet på de sidste 100 meter så jeg sad i en frontgruppe med ca. 15 andre, og nærmeste gruppe herefter var ca. 8-10 sekunder efter. 
Så begyndte chatten at vågne lidt op, for vi kørte ikke hurtigt nok i front, og hver gang der var nogle der rykkede afsted, så var der andre der kørte med, men uden at rykke. Så de trak i stedet os andre med op. Det bliver der altid øffet over, og jeg forstår dem godt, men sådan er cykelsporten jo også nogle gange. Gruppen bagved tror jeg nåede at komme op, og så begyndte der at komme flere småangreb, uden at der reelt set var nogen der kom væk. Jeg tror simpelthen at ruten var for hurtig til at man på den måde kunne skabe forskellen i et hug. 
På de sidste 2 km var der en der kørte væk, fik et lille hul, og så begynde feltet ellers at sætte farten op. Omkring 900 meter fra mål begyndte de for alvor at træde til, og jeg sad og tænkte at jeg ikke kunne være med her, men alligevel fulgte jeg med. Jeg åbnede min spurt i en position som 13 og med 400 meter til mål eller noget i den dur. Og når jeg siger spurt, så var der intet punch, det var bare en sejtrækker for det var hvad jeg kunne i går. Stille og roligt kom jeg forbi de andre ryttere, og pludselig var jeg i top 10 - fedt! Så kiggede jeg på skærmen og kunne se at jeg reelt set kun havde nogle få ryttere foran mig, og jeg hentede ind på dem. Så hed den top 5. Og på de sidste meter døde dem i front, og jeg gled forbi. 
Jeg var HELT smadret med en puls på 180 (ud af 190 mulige) efter løbet, og var i tvivl om jeg havde set rigtigt - havde jeg vundet? Da resultatskærmen kom op stod jeg som vinder! MEGA fedt! Og langt over min forventning om en top 50 placering. 
Løbet var på 24,6 km og blev kørt med et snit på 41,6 km/t. 262 watt i snit, 280 i normalized power og en snitpuls på 167. Til sammenligning var sidste løb jeg kørte med 273 watt i snit og en snitpuls på 162. Efterfølgende forblev min puls også høj, og nok det tydeligste bevis på at min krop ikke har sluppet sygdommen helt. 
Men jeg vandt! Jeg snuppede 1. pladsen med 0,021 sekund til 2. pladsen og 0,054 sekund til 3. pladsen, så den var tæt, og var jeg en af de andre havde jeg godt nok ærgret mig. Det gælder jo i Zwift løb om at sidde med så langt fremme som muligt, og bruge så få watt som muligt for at gøre det. Jeg kørte med 3 w/kg, og kan se at de to andre i top 3 har ligget med 3,2 og 3,3 w/kg. Generelt har de fleste ligget på over 3,1 w/kg i det løb. 
Så selvom jeg missede en afdeling i sidste uge grundet sygdom, så ligger jeg stadig okay til i det samlede klassement. Inden løbet i går lå jeg på en 12. plads, og hurtig hovedregning placerer mig på en 4. plads efter løbet i går med 212 point. 3. pladsen har 217 point, 2. pladsen 219, og 1. pladsen er stukket af med 320 point.

Zwiftløb i går, og jeg følte mig ikke ligefrem flyvende på cyklen. Om end jeg egentlig føler at jeg er kommet ovenpå igen efter sygdom, så sidder der stadig noget i lungerne der generer mig lidt. 40 minutters opvarmning, hvor jeg bemærkede at min puls generelt var højere end den plejer at være. Så til selve løbet. 
En klassisk start hvor der skulle trædes nogle watt helt fra starten for at sidde med fremme, og hurtigt blev de 60+ startende til en frontgruppe på omkring 40. Jeg havde inden løbet tænkt at en top 50 ville være helt okay, så da jeg sad med ca. 40 andre var første mål reelt nået. 
Der kom nogle små angreb hist og her, og det kriblede da også i benene for at prøve et angreb af, men jeg blev ved med at minde mig selv om at jeg nok ikke havde så meget at skyde med, så det ville være bedre at gemme det hele til en eventuel spurt. Selv hvis der kom en gruppe afsted på 4-5 ryttere, så ville jeg stadig kunne sprinte med om en top 10 placering. 
Ruten var som sagt ikke særlig kuperet, men til gengæld kom højdemetrene løbende hele tiden. Allerede efter 5-6 km kørsel havde vi faktisk kørt 40-50 højdemetre, så det var ret meget op og ned hele tiden, med små bakker. Her var det vigtigt lige at give den lidt gas i slutningen af nedkørslerne, for at få momentum med ind på bakken igen. Faktisk klarede jeg det ret godt med at bruge så få kræfter som muligt, og sad ofte som en af de bagerste i gruppen. 
Ca. 11 km inde på ruten kom den eneste reelle stigning, som var på 400 meter med ca. 3% i snit. Hvad de lidt manglede at fortælle var at bakken også havde et stigende indløb, så man faktisk skulle klatre de første 300-400 meter inden man reelt set ramte stigningen. Den fik skabt en splittelse i gruppen, og jeg sad på et tidspunkt på mellemhånd på vej op, men fik lukket hullet på de sidste 100 meter så jeg sad i en frontgruppe med ca. 15 andre, og nærmeste gruppe herefter var ca. 8-10 sekunder efter. 
Så begyndte chatten at vågne lidt op, for vi kørte ikke hurtigt nok i front, og hver gang der var nogle der rykkede afsted, så var der andre der kørte med, men uden at rykke. Så de trak i stedet os andre med op. Det bliver der altid øffet over, og jeg forstår dem godt, men sådan er cykelsporten jo også nogle gange. Gruppen bagved tror jeg nåede at komme op, og så begyndte der at komme flere småangreb, uden at der reelt set var nogen der kom væk. Jeg tror simpelthen at ruten var for hurtig til at man på den måde kunne skabe forskellen i et hug. 
På de sidste 2 km var der en der kørte væk, fik et lille hul, og så begynde feltet ellers at sætte farten op. Omkring 900 meter fra mål begyndte de for alvor at træde til, og jeg sad og tænkte at jeg ikke kunne være med her, men alligevel fulgte jeg med. Jeg åbnede min spurt i en position som 13 og med 400 meter til mål eller noget i den dur. Og når jeg siger spurt, så var der intet punch, det var bare en sejtrækker for det var hvad jeg kunne i går. Stille og roligt kom jeg forbi de andre ryttere, og pludselig var jeg i top 10 - fedt! Så kiggede jeg på skærmen og kunne se at jeg reelt set kun havde nogle få ryttere foran mig, og jeg hentede ind på dem. Så hed den top 5. Og på de sidste meter døde dem i front, og jeg gled forbi. 
Jeg var HELT smadret med en puls på 180 (ud af 190 mulige) efter løbet, og var i tvivl om jeg havde set rigtigt - havde jeg vundet? Da resultatskærmen kom op stod jeg som vinder! MEGA fedt! Og langt over min forventning om en top 50 placering. 
Løbet var på 24,6 km og blev kørt med et snit på 41,6 km/t. 262 watt i snit, 280 i normalized power og en snitpuls på 167. Til sammenligning var sidste løb jeg kørte med 273 watt i snit og en snitpuls på 162. Efterfølgende forblev min puls også høj, og nok det tydeligste bevis på at min krop ikke har sluppet sygdommen helt. 
Men jeg vandt! Jeg snuppede 1. pladsen med 0,021 sekund til 2. pladsen og 0,054 sekund til 3. pladsen, så den var tæt, og var jeg en af de andre havde jeg godt nok ærgret mig. Det gælder jo i Zwift løb om at sidde med så langt fremme som muligt, og bruge så få watt som muligt for at gøre det. Jeg kørte med 3 w/kg, og kan se at de to andre i top 3 har ligget med 3,2 og 3,3 w/kg. Generelt har de fleste ligget på over 3,1 w/kg i det løb. 
Så selvom jeg missede en afdeling i sidste uge grundet sygdom, så ligger jeg stadig okay til i det samlede klassement. Inden løbet i går lå jeg på en 12. plads, og hurtig hovedregning placerer mig på en 4. plads efter løbet i går med 212 point. 3. pladsen har 217 point, 2. pladsen 219, og 1. pladsen er stukket af med 320 point.

Flot lavet ...

https://www.instagram.com/reel/CztJ6AgpW3t/?utm_source=ig_web_copy_link

Så fik jeg selv prøvet en Graspor test her forleden sidste uge. Jeg er bare ikke til sådan nogle ramp test, shit jeg hader dem. Den vurderede også min FTP til 25w mindre end TR gør. Så det gav en ftp på 308 og fatmax på 235w kun. Av :D 

Det var så åbenbart kun hjul der dukkede op her til formiddag. De er så til gengæld også møgfede! 802 gram for baghjulet og 714 for forhjul - 1516 gram for et 50 mm carbonhjul. Kan I huske dengang et bjerghjulsæt var vildt hvis det vejede omkring de 1500 gram? Køber man dem sammen med ramme og styr, så koster hjulsættet 743 euro, eller ca. 5.500 kroner. Det synes jeg godt nok er vanvittigt. Elves er igang med at undersøge hvor hulen rammen er henne af i verden, og om den overhovedet er blevet sendt afsted. Det har taget ca. 3 uger fra hjulsættet forlod Kina. 
En sjov detalje er at man får sådan et mærke med, hvor der står hvornår hjulsættet blev bygget og af hvem. Det sjove er at de er blevet bygget på min fars fødselsdag, og hende der byggede det hed Anna. Hvorfor er det så sjovt? Jo, for da min far fyldte 40 år, fik han en and, og den hed, tadaaaa Anna. Full circle. 
Noget andet er at jeg selvfølgelig har ramt sygdommen nu. Vågnede op her til morgen og var bare møgtræt, jeg havde lidt trykken i de øvre luftveje, og så bare en god hovedpine. Håber det hurtigt er overstået, som altid.