Kermit

Impulskøb
Jeg er sgu' kommet til at købe mig en gammel racercykel. Som beskrevet tidligere forsvinder min singlespeed Benotto til Vesterbro inden længe, og den tidligere indkøbte Alan bliver derfor lavet om til dagligcykel. Det vrimler med 80'er/90'er cykler og stel på eBay og den slags steder, men rigtigt 1970'er grej er der godt nok langt imellem. Jeg havde kig på et Gios-stel, som kunne danne basis for et retroprojekt, men det er lige en centimeter eller to for lavt.
MEN i går faldt jeg over Velociao - http://www.velociao.com/ - fra Berlin, og halli-hallo! Her er der sateme godt nok lækkerier til salg. Det var lige, så jeg fik en tåre i øjenkrogen. Det er ikke alt i deres galleri, der stadig er til salg, men der var minsandten en sølv-Alan fra den første halvdel af 1970'erne. Med et 60 cm stel. Perfekt. Eneste ankepunkt er måske Universal-bremserne, men jeg har jo lige præcis Campagnolo-bremser liggende. Frem med dankortet!
Så nu lander den forhåbentlig her om en uges tid. Og hold da op, hvor jeg glæder mig til at komme ud at køre på sådan en klassiker igen, naturligvis med lukkede ringe

Bestemt, mit hold er oprettet på TV2
Gruppe: Motion-Online

Skal vi have gang i noget MOL tour managerspil? Bare en tanke......

Jeg er glad for at nørderiet er værdsat, for jeg synes selv at det er fantastisk. Selvom jeg har været syg det meste af weekenden, så har jeg alligevel siddet med et smil på læberne og et intenst blik på skærmen for at blive endnu klogere. Jeg kan ikke forklare hvor mange sider der er blevet gennemlæst af anmeldelser, anbefalinger o.lign. for at finde frem til det rigtige. Ikke mindst mine egne overvejelser over hvilke elementer der skulle på. Jeg tror min kæreste til sidst er blevet lidt træt af at høre på hvorfor det lige skulle være DEN frempind og ikke den anden, men tror samtidig at hun har været glad for den begejstring jeg har udvist.
Det er jo sådan at for os nørder, så er en cykel ikke bare en cykel. Da jeg startede med min CInelli i sin tid havde jeg egentlig bare købt et stel. Det var stellet der gjorde at jeg måtte have den cykel. De dele der sad på var egentlig ikke særlig fede, og over de følgende 3 år gik den fra at være en "standard" Ultegra cykel med halvkedelige hjul, standard Shimano pedaler, etc. til at være MIN cykel. Delene blev langsomt skiftet ud som jeg fik råd til dem, og pludselig stod der en fuldblodsracer med SRAM Red, Selle Italia sadel, FSA styr, og meget andet - dele som var blevet nøje udvalgt af mig. De dele blev så videreført til Orcaen hvor der så igen kom et par opgraderinger. Nu er det lidt det samme, om end jeg måske starter ud med drømmecyklen, men jeg har også lært at der ikke er noget facit for mig når det gælder cykler. Kommer der pludselig noget der virker interessant, så skal det prøves. Det er også det der adskiller os fra mængden af standard Wilier, Focus, Canyon, Trek, Specialized og hvad de ellers hedder alt sammen. For den sags skyld også Orbea. Der er nogle der er tilfredse med at have en cykel der er fantastisk, og så er der nørderne der gør alt for at gøre deres cykler til et udtryk for deres personlighed.
Ikke at der er noget galt med ikke at være nørd - det er jeg selv med andre ting hvor jeg bare skal have et eller andet standard for at komme videre i livet. Men lige præcis med mine cykler brænder der en vild ild og et ønske om at tingene skal være som i mit hoved. Det lykkes ikke altid, men jeg synes efterhånden at jeg kommer tættere og tættere på. Således er den kommende Orca jo også en nøje vurdering af hvad jeg egentlig ønsker, og ikke bare ønsket om at lave en billig cykel, en dyr cykel, eller en let cykel. Cyklen skal passe til det jeg skal bruge den til. Jeg vælger Orca stellet ud fra et rent æstetisk synspunkt. Det er en fryd for mine øjne at se den ramme, og det er den ramme der gør at jeg får lyst til at køre en lang tur. Rammen er stiv, har alle de elementer jeg søger(BB30, tapered headtube etc), men er på samme tid egentlig også håbløs. Den er ikke superlet som en Cannondale, Canyon eller et andet cykelmærke der starter med C. Den har ikke de flotteste lakeringer som f.eks. Colnago eller Pinarello(selv min kæreste var målløs da vi for et par uger siden kørte forbi en hvid og blå Dogma). Den er ikke super aero som en Venge, en Foil, Propel og hvad de ellers hedder. Den er på en eller anden måde en blød mellemvare, men til gengæld er den eksotisk, den er "skæv", det er en cykel hvor jeg kan forklare en historie. Prøv at spørg ham eller hende der kommer kørende på en Canyon/Trek/Pinarello/Focus/Specialized om hvorfor det lige endte med sådan en, og i størstedelen af svarende tror jeg ikke du på noget tidspunkt hører "Jeg så den og blev forelsket". Som oftest er de bare gået ind i en cykelbutik med et ønske om at købe en cykel til et givent budget, og er kørt derfra med hvad end butikken lige havde hjemme. Det er dejligt, det er det eneste rigtige hvis man ikke ved super meget om det, og det er genialt for det sikrer os at der kommer flere mennesker ud på landevejen og får rørt sig. Men man må sgu gerne være lidt særegen når man kommer lidt mere i dybden med det.
Og du skal SÅ meget bygge den TT fra scratch når du får et konstant cashflow! Du skal sidde med de samme frustrationer om det skal være styr A eller styr B som jeg har siddet med, og du skal sidde med smilet når beslutningen er truffet, og tvivlen når det 5 minutter går op for dig om det nu også er det rigtige du har valgt

Kæft jeg elsker dine nørderier på loggen med udstyr. Fatter knapper af det meste, men kan godt gennemskue dine tanker når du skriver. Fed læsning. Og når jeg har job igen, tjener lidt dollars, så skal jeg bygge den ondeste TT'er fra scratch!

Stort tillykke med det hele i øvrigt

Den hurtige opdatering fra dagens løb:
Kom afsted med 4 km til mål sammen med en Roskilde rytter - der lå en gruppe foran os på 2 mand. Da jeg havde taget min føring nummer 2, rykkede han afsted, og så havde jeg bare ikke mere at køre med. Jeg forsøgte at holde den kørende, men blev hentet på den sidste bakke op mod mål, og bliver i alt nummer 30.

Absolut ikke et svært løb, men jeg kunne mærke at når mine lunger kom under pres så var det som om der var en der havde stukket mig i halsen med en gaffel hvor al luften bare røg ud. Men jeg gennemførte, og var på ingen måde stegt bagefter. Havde jeg holdt mig i feltet havde jeg uden tvivl kørt i top 10. Jeg havde godt med overskud til en sprint, og de sidste par gange jeg har sprintet har der virkelig været bund i mit antrit. Således kørte jeg 1345 watt som max i tirsdagens træning.

Men det var dejligt bare at gennemføre!

Jeg tror det er en regel fra DCU's side at der for hver klub skal være minimum én der bare ikke vil forstå dynamikken i et rulleskift De typer som bare fortsætter efter de egentlig er slået ud, eller hæver farten sindssygt meget når de skal frem. Jeg har efterhånden affundet mig med at lade dem køre.

Her er så et rigtigt billede af Orcaen

Her er så et rigtigt billede af Orcaen

ACTAS løbet


Den "rigtige" debut i C-klassen skulle stå sin prøve i går. 110 km landevejsløb på min gamle hjemmebane omkring Karlebo. Efter jeg er rykket op i C har jeg dog ikke fået trænet så godt som jeg egentlig ville. Meget af det skyldes at jeg har haft tankerne andre steder - ny cykel, situationen på job, de begyndende trin mod at sætte lejligheden til salg og meget andet. Ligeledes har vejret været ustadigt, og det har gjort det nemt at skippe træningen. Egentlig tror jeg at jeg har haft behov for at break fra al træningen. Første mål for året var at rykke op i C. Det blev gjort, men krævede måske også lige lidt tid til nogle andre ting efterfølgende.

Under alle omstændigheder troppede jeg op til starten med en forventning om bare at gennemføre. Jeg valgte at cykle til Karlebo og bruge det som opvarmning. Det fungerede faktisk ganske fint, og det var egentlig ret lækkert at være varm da jeg dukkede op og lige fik sagt hej til de andre. Indskrivning, og så lige et par sprinter til at åbne benene op det sidste. I alt tror jeg at jeg endte lige under de 30 km på opvarmningen alene.

Ved starten syntes jeg at det var lidt køligt i det, og DMI havde også sagt 13 grader omkring Sjælsmark, så jeg havde løse knæ og ærmer på.

Og så gik starten. Faktisk en mere overskuelig start end i D-klassen, men så gik de igang. Det første man hører når man rykker op i C er at rykkene er anderledes og hele tiden. Det kan jeg kun skrive under på nu. Det er ikke så meget at der er mere bund i rykkene, for det syntes jeg egentlig ikke, men det var bare NON-STOP! Så snart der var nogle der var stukket og kørt ind igen, kom kontrarykket, og det gentog sig så igen. Jeg kom selv afsted et par gange på første omgang, og var heller ikke bleg for at køre et par enkelte ind. Jeg havde en enkelt holdkammerat med, Morten, så det gav mig også mulighed for at slappe af fra tid til anden.

Første omgang blev kørt ualmindeligt hurtigt - jeg tror vi kom rundt med lige over 42 km/t i snit! Fredensborg Kongevej som ellers har et par ok bakker blev også kørt udelukkende på stor klinge, og med god fart - medvinden hjalp uden tvivl!

På 2. omgang blev der faktisk slået et hul i feltet, og jeg sad i en frontgruppe sammen med nogle andre, men af mystiske årsager kunne vi ikke få den til at køre rundt. Jævnt irriterende da vi allerede der kunne have kørt væk. Lige efter 3. omgang kom der så en gruppe afsted med 12-13 mand, hvor Morten også kom afsted, og så var det udbrud kørt. Det lagde en dæmper på i feltet, som pludselig nærmest kørte baglæns. Jeg tror den eneste klub der ikke havde en med var ABC, og da de kun havde én rytter med i feltet var det oplagt at det var ham der skulle hente dem ind hvis det var. Det skete sjovt nok ikke.

Ude på Kongevejen kom vi blæsende forbi Vejenbrød, og begyndte nedkørslen ned mod Fredtoftevej, da det alle frygter skete. En rytter ramte ind i en forankørendes baghjul, prøvede at redde den, men ender med at ryge på tværs af vejen med 50 km/t. Han styrtede til venstre for mig, og endte med at ligge lige foran mig. Jeg var dog allerede på vej højre om ham, og han stoppede heldigvis sin glidebane, så jeg undgik ham.

Det gav selvfølgelig et hul i feltet, og da der kort forinden var en gruppe der var kørt igen, var vi en 6-7 stykker der samlede os i en 3. gruppe. Vi prøvede at få den op og køre, men vi havde desværre 2 pisseirriterende svenskere med der ikke ville køre fordi de havde en siddende i 2. gruppe. Are you kidding me!?

Så vi andre blev overladt til arbejdet, men det blev aldrig nogen succes. På 4. omgang kørte vi et jævnt tempo, men uden nogen der reelt gjorde noget. Rent mentalt gik det hen og blev en omgang træning, og det passede mig egentlig også fint nok. Jeg brugte dog også en del ressourcer på at skumme over de 2 svenskere vi havde med. Nok lidt mere end jeg normalt ville have gjort, men da chancen for point alligevel var forpasset ville jeg sådan set bare gøre alt for at de ikke fik noget reelt når de krydsede stregen.
4. omgang blev kørt, og da vi kom over stregen valgte den ene svensker at stå af sammen med 2 andre. Jeg sad derfor tilbage med en enkelt svensker, og 2 FBL drenge. Den ene var Micky som jeg kender ganske godt, og vi blev enige om bare at køre. Vi ville køre lidt længere føringer, og da jeg endelig fik skubbet den sidste svensker frem tog han en føring på 10 sekunder og slog ud. Det fik mit pis i kog, og jeg råbte af ham at det der ikke var nok. Han svarede et eller andet igen som jeg ikke forstod. Normalt kan jeg godt forstå svensk, men for hulen hvor er skånsk bare svært.

Han blev igen ved med at springe sine føringer over, så da jeg pludselig lå i 3. position med de 2 FBL ryttere foran valgte jeg at holde op med at træde. De fik hurtigt et hul, og pludselig kunne ham svenskeren også sprinte. Det kostede mange kræfter at lukke hullet op til ham, men det var på en eller anden måde det hele værd. Derfra valgte han at deltage i arbejdet.

Jeg kunne dog mærke at jeg var ved at være træt. Mine ben ville ikke rigtig mere, og da vi ramte knoldene på Kongevejen måtte jeg slippe med kramper. De sidste 11-12 km var ualmindeligt lange, men det var det hele værd da jeg krydsede stregen som sidste mand.

Vi havde været 39 til start, men kun 20 gennemførte. Selvom jeg egentlig blev sat er jeg stolt af at have gennemført. Jeg fik den træning jeg kom efter, og kunne derefter kyle en Twix og en halv liter grøn sodavand ned.

I alt 109,1 km med 39,3 km/t. Frontgruppen kom hjem med 41,4 km/t, og Morten snuppede en 6. plads. Han fortalte efterfølgende at de havde tabt en del ryttere undervejs.




Den eneste ulempe var så bare lige at jeg havde 21 km hjem igen Jeg bandede mig selv langt væk da jeg vendte næsen hjem mod Lyngby, men det har nok gjort godt at få rullet ordentligt af, og heldigvis havde jeg medvind. I alt rundede jeg 160 km i går, og det tror jeg er PR for mig i totale km på én dag. Ikke mindst uvurderlig træning.

På søndag står jeg klar igen i Ganløse til 114 km i jævnt kuperet terræn. Det skal nok blive sjovt

Og så er Felt'en mere eller mindre solgt. Jeg går sådan set bare og venter på at overførslen går igennem, og så er der en fra Frederiksberg der bliver en enkeltstartscykel rigere. 15k ryger den for, og det er uden hjul.

Jeg er som sådan ikke blevet klogere på hvad jeg gør med ny cykel, andet end at min fokus er på en ny Orca. Om det så bliver et rammesæt, en brugt udgave, eller en komplet cykel skal jeg ikke kunne sige. Men det vil tiden uden tvivl vise

ACTAS løbet


Den "rigtige" debut i C-klassen skulle stå sin prøve i går. 110 km landevejsløb på min gamle hjemmebane omkring Karlebo. Efter jeg er rykket op i C har jeg dog ikke fået trænet så godt som jeg egentlig ville. Meget af det skyldes at jeg har haft tankerne andre steder - ny cykel, situationen på job, de begyndende trin mod at sætte lejligheden til salg og meget andet. Ligeledes har vejret været ustadigt, og det har gjort det nemt at skippe træningen. Egentlig tror jeg at jeg har haft behov for at break fra al træningen. Første mål for året var at rykke op i C. Det blev gjort, men krævede måske også lige lidt tid til nogle andre ting efterfølgende.

Under alle omstændigheder troppede jeg op til starten med en forventning om bare at gennemføre. Jeg valgte at cykle til Karlebo og bruge det som opvarmning. Det fungerede faktisk ganske fint, og det var egentlig ret lækkert at være varm da jeg dukkede op og lige fik sagt hej til de andre. Indskrivning, og så lige et par sprinter til at åbne benene op det sidste. I alt tror jeg at jeg endte lige under de 30 km på opvarmningen alene.

Ved starten syntes jeg at det var lidt køligt i det, og DMI havde også sagt 13 grader omkring Sjælsmark, så jeg havde løse knæ og ærmer på.

Og så gik starten. Faktisk en mere overskuelig start end i D-klassen, men så gik de igang. Det første man hører når man rykker op i C er at rykkene er anderledes og hele tiden. Det kan jeg kun skrive under på nu. Det er ikke så meget at der er mere bund i rykkene, for det syntes jeg egentlig ikke, men det var bare NON-STOP! Så snart der var nogle der var stukket og kørt ind igen, kom kontrarykket, og det gentog sig så igen. Jeg kom selv afsted et par gange på første omgang, og var heller ikke bleg for at køre et par enkelte ind. Jeg havde en enkelt holdkammerat med, Morten, så det gav mig også mulighed for at slappe af fra tid til anden.

Første omgang blev kørt ualmindeligt hurtigt - jeg tror vi kom rundt med lige over 42 km/t i snit! Fredensborg Kongevej som ellers har et par ok bakker blev også kørt udelukkende på stor klinge, og med god fart - medvinden hjalp uden tvivl!

På 2. omgang blev der faktisk slået et hul i feltet, og jeg sad i en frontgruppe sammen med nogle andre, men af mystiske årsager kunne vi ikke få den til at køre rundt. Jævnt irriterende da vi allerede der kunne have kørt væk. Lige efter 3. omgang kom der så en gruppe afsted med 12-13 mand, hvor Morten også kom afsted, og så var det udbrud kørt. Det lagde en dæmper på i feltet, som pludselig nærmest kørte baglæns. Jeg tror den eneste klub der ikke havde en med var ABC, og da de kun havde én rytter med i feltet var det oplagt at det var ham der skulle hente dem ind hvis det var. Det skete sjovt nok ikke.

Ude på Kongevejen kom vi blæsende forbi Vejenbrød, og begyndte nedkørslen ned mod Fredtoftevej, da det alle frygter skete. En rytter ramte ind i en forankørendes baghjul, prøvede at redde den, men ender med at ryge på tværs af vejen med 50 km/t. Han styrtede til venstre for mig, og endte med at ligge lige foran mig. Jeg var dog allerede på vej højre om ham, og han stoppede heldigvis sin glidebane, så jeg undgik ham.

Det gav selvfølgelig et hul i feltet, og da der kort forinden var en gruppe der var kørt igen, var vi en 6-7 stykker der samlede os i en 3. gruppe. Vi prøvede at få den op og køre, men vi havde desværre 2 pisseirriterende svenskere med der ikke ville køre fordi de havde en siddende i 2. gruppe. Are you kidding me!?

Så vi andre blev overladt til arbejdet, men det blev aldrig nogen succes. På 4. omgang kørte vi et jævnt tempo, men uden nogen der reelt gjorde noget. Rent mentalt gik det hen og blev en omgang træning, og det passede mig egentlig også fint nok. Jeg brugte dog også en del ressourcer på at skumme over de 2 svenskere vi havde med. Nok lidt mere end jeg normalt ville have gjort, men da chancen for point alligevel var forpasset ville jeg sådan set bare gøre alt for at de ikke fik noget reelt når de krydsede stregen.
4. omgang blev kørt, og da vi kom over stregen valgte den ene svensker at stå af sammen med 2 andre. Jeg sad derfor tilbage med en enkelt svensker, og 2 FBL drenge. Den ene var Micky som jeg kender ganske godt, og vi blev enige om bare at køre. Vi ville køre lidt længere føringer, og da jeg endelig fik skubbet den sidste svensker frem tog han en føring på 10 sekunder og slog ud. Det fik mit pis i kog, og jeg råbte af ham at det der ikke var nok. Han svarede et eller andet igen som jeg ikke forstod. Normalt kan jeg godt forstå svensk, men for hulen hvor er skånsk bare svært.

Han blev igen ved med at springe sine føringer over, så da jeg pludselig lå i 3. position med de 2 FBL ryttere foran valgte jeg at holde op med at træde. De fik hurtigt et hul, og pludselig kunne ham svenskeren også sprinte. Det kostede mange kræfter at lukke hullet op til ham, men det var på en eller anden måde det hele værd. Derfra valgte han at deltage i arbejdet.

Jeg kunne dog mærke at jeg var ved at være træt. Mine ben ville ikke rigtig mere, og da vi ramte knoldene på Kongevejen måtte jeg slippe med kramper. De sidste 11-12 km var ualmindeligt lange, men det var det hele værd da jeg krydsede stregen som sidste mand.

Vi havde været 39 til start, men kun 20 gennemførte. Selvom jeg egentlig blev sat er jeg stolt af at have gennemført. Jeg fik den træning jeg kom efter, og kunne derefter kyle en Twix og en halv liter grøn sodavand ned.

I alt 109,1 km med 39,3 km/t. Frontgruppen kom hjem med 41,4 km/t, og Morten snuppede en 6. plads. Han fortalte efterfølgende at de havde tabt en del ryttere undervejs.




Den eneste ulempe var så bare lige at jeg havde 21 km hjem igen Jeg bandede mig selv langt væk da jeg vendte næsen hjem mod Lyngby, men det har nok gjort godt at få rullet ordentligt af, og heldigvis havde jeg medvind. I alt rundede jeg 160 km i går, og det tror jeg er PR for mig i totale km på én dag. Ikke mindst uvurderlig træning.

På søndag står jeg klar igen i Ganløse til 114 km i jævnt kuperet terræn. Det skal nok blive sjovt

Og så er Felt'en mere eller mindre solgt. Jeg går sådan set bare og venter på at overførslen går igennem, og så er der en fra Frederiksberg der bliver en enkeltstartscykel rigere. 15k ryger den for, og det er uden hjul.

Jeg er som sådan ikke blevet klogere på hvad jeg gør med ny cykel, andet end at min fokus er på en ny Orca. Om det så bliver et rammesæt, en brugt udgave, eller en komplet cykel skal jeg ikke kunne sige. Men det vil tiden uden tvivl vise

Efter en lang cykeltur i dag, skal nok se om jeg ikke lige kan få logget den træning, har jeg fået vendt nogle tanker. For det første foregik turen på min enkeltstartscykel - en cykel jeg ikke har kørt på i 1,5 måned siden Kalundborg løbet. Og det fik mig til at tænke lidt over tingene. Der er i år 3 enkeltstarter på Sjælland, og er det nok til at retfærdiggøre at have en cykel med så høj værdi bare for at have den? Jo jeg synes det er sjovt at køre på min enkeltstartscykel, men jeg kan også mærke at jeg skal bruge lang tid på at vænne mig til positionen, og at det bliver svært når jeg også gerne vil køre på min racer som jeg jo kører størstedelen af mine løb på.

Nu hvor jeg er rykket op i C bliver det ligeledes endnu sværere at få point i enkeltstarten, men nu skal det hele ikke gå op i det med at køre point ind eller ej.

Men har jeg ressourcerne/overskuddet/tålmodigheden til at have en enkeltstartscykel? Eller bør jeg sælge den, og bruge pengene på en ny landevejsracer i stedet for?

Hvad siger læserne??

Kan godt se jeres pointe mht. Bianchi, men jeg elsker sgu stadig celeste farven - nok mest fordi jeg selv kører på Bianchi ;-)
Det er farligt at læse de seneste kommentarer her på loggen, det kriller i fingrene efter ny ramme...
Hold os endelig opdateret, med dine tanker om den nye ramme, Kermit.

Bianchi har solgt lidt for mange lidt for billige cykler i lidt for lang tid. Det har undergravet deres værdi som varemærke i mine øjne. Og det kommer til at tage lang tid at genopbygge. Da far her var ung, var de celeste-grønne Bianchi'er toppen af poppen, men det er virkelig blevet et volumenmærke.

Fede hjul!
Jeg kan godt forstå hvis du sælger dine Mavic hjul, for det der med at have udstyr til at stå og støve til, det holder ikke. Dertil falder det simpelthen også alt for hurtigt i pris.
For lige at smide en kommentar til de rammer du linker til, så er jeg VIRKELIG også vild med den Ritte. Jeg faldt faktisk over rammen til sølle 1100 pund den anden dag, og jeg må indrømme, at skulle jeg skifte inden for den nærmeste fremtid (det skal jeg IKKE!), så ville den toppe listen.
Ridley´en til gengæld, den kan jeg slet ikke lide! Den ser buttet og assymetrisk ud - slet ikke hurtig eller let.
Orbea´en ser dog fed ud! Eneste anke mod designet er bagstagen, som jeg personlig ikke er vild med set bagfra.
Evo´en er jeg selvfølgelig stor fan af. Underligt, ikke;-) Og ja, sort er lidt kedeligt, så havde nok også foretrukket den som du linker til. Men til gengæld fik jeg så min til en vild pris, så derfor var andre farvetema´er ikke på tale;-)

Tirsdag d. 30. april 2013
Dagen for operationen.
Nu har jeg i 3 år haft problemer i hoften, startende ved Copenhagen Challenge i 2010.
Det endte op med en operation tirsdag.
Kom i narkose kl 07.15 og de holdt mig i narkose over 5 timer, da de fandt alt muligt ragelse der var galt inde i hoften.
Da de åbnede viste det sig at ledlæben var helt løs og svuppede rundt.
Den blev fikseret med nogle kroge og sat på plads igen.
Derefter var der "godartet svulst" på lårbensknoglen. Med andre ord dannedes der mere knogle, så lårbensknoglen var blevet for tyk og ikke havde plads nok - hvilket gav mig mine symptomer på inflammation konstant.
Så blev 3 års arvævsdannelse omkring leddet fjernet, og nogle cyster oppe i hofteleddet fjernet.
Det hele tog som sagt 5 timer, og da jeg vågnede var jeg helt totalt groggy.
Kom hjem om aftenen, og har ligget på sofaen siden da, bevæbnet med morfin i lange baner.
Jeg var så lettet over at de fandt så meget der var galt da de åbnede til hofte, at jeg bare stortudede da kirurgen fortalt mig om det bagefter.
3 års fortvivlelse over ikke at vide hvad der var galt, ikke at kunne få en diagnose stillet.. så meget at visse folk mente det måske var psykosomatisk... det værste label man kan få på sig.
Jeg var så lettet at jeg i det øjeblik var verdens lykkeligste mand. Så jeg tudede og tudede så det var helt pinligt.. men det var bare lettelse...
Ingen tegn på slidgigt i leddet, så hoften skulle være som ny når jeg engang får genoptrænet.
3 uger med krykker, 4-6 måneders genoptræning og så skulle jeg være klar.
Det er så dejligt!! så fedt!!!

Surt med hjulene. Jeg har set der er udsalg på reynolds hjul ved www.bike-components.de hvis det skulle have interesse.

Jungshovedløbet

Egentlig ikke et løb jeg havde set frem til. For det første skulle HCK's løb køres på Præstø - en god times kørsel fra Lyngby, men værre var næsten at starten skulle være kl. 8.30. Skulle jeg havde fulgt kostrådene normalt, skulle jeg så faktisk være stået op omkring 4.30 for at spise morgenmad Det valgte jeg så ikke at gøre, men var alligevel oppe kl. 6.20 og satte mig nærmest direkte ind i sofaen og kørte havregrynene ned. Et smut på det lille hus, og så ellers ned i bilen og afsted.
Vejret i Lyngby var super lækkert da jeg kørte afsted, men da jeg ramte Køge ramte jeg samtidig nogle voldsomt kraftige regnbyger hvor det var svært at se mere end 50 meter frem. Men det lykkedes mig nu alligevel at finde frem til start/mål, fik taget mit tøj på samtidig med at det begyndte at regne. Da jeg trillede ned til start/mål for at finde indskrivningen var det da også med en våd røv. 15 minutters opvarmning, og så var vi ellers klar til start. Vi stillede et ret lille hold i dag fra Ordrup hvor vi kun var 3.

Da starten gik kom der hurtigt fart over feltet, og jeg fik placeret mig oppe foran. De første km blev kørt med høj fart, og alligevel var der nogle der forsøgte at komme med. Et par gange var jeg også selv med, men fælles for alle angreb var at de blev kørt ind. HCK virkede som om de ville holde det samlet til en spurt, og startede med 4 mand foran der satte et godt tempo. Generelt var der meget glat over det hele. Der lå en masse grus rundt i svingene, der var mudder på vejene fra traktorer o.lign, og så var der et par steder lagt ny asfalt som med det våde vejr gjorde det til en skøjtebane. Første styrt fik vi da også på første omgang da der var en rytter der var kørt afsted, skulle igennem et 90 graders sving, og bare kunne se cyklen skride under sig.

Der var en del 90 graders sving, og S-sving på ruten, og hver gang de kom blev der åbnet op i fronten for at se om der var nogle der kunne blive sat. Jeg havde heldigvis placeret mig foran, og havde generelt nemt ved at følge med i løbet. Hver gang der var nogle der kørte væk, kørte enten jeg eller en af de andre OCC ryttere med. Jeg fik generelt dækket en del ryk, og animerede også til et par enkelte stykker, uden at det fik afgørende betydning.

Da vi kørte ud på 2. omgang skulle jeg havde noget at drikke, og da jeg skulle sætte den i holderen igen, gled den ud af min hånd og ned på vejen. Heldigvis skete der ikke noget, men jeg skulle så køre resten af løbet kun på vand og en enkelt gel. Ikke umuligt, da det trods alt var et kort løb lige omkring de 70 km.

Vi spoler videre til 3. og sidste omgang. Der kom et angreb fra Andreas fra Ringsted allerede på starten af omgangen. Han satte sig så i front og kørte ok igennem, og der blev generelt holdt en høj fart. Der var nogle forsøg på at rykke fri fra feltet, og en enkelt gang måtte jeg virkelig klemme ballerne sammen, ellers var det ikke det store problem at køre med.

Jeg havde fra de 2 tidligere omgange set en kirke der lå 3-4 km fra mål, og jeg havde besluttet mig for at jeg skulle ligge godt når vi nåede dertil. Som sagt så gjort. Micky fra FBL, som jeg kender lidt, fik et par af sine drenge til at gå i front og holde et højt tempo så der ikke kom angreb. De sidste 3 km blev kørt på en smal markvej, og med FBL i den ene side, lå jeg lidt til venstre for dem for at spærre af for eventuelle angreb bagfra - så smal var vejen. Med 650 meter tilbage, kørte Micky frem i en acceleration i højre side, og jeg var hurtig til at komme med i venstre side. 300 meter før mål skulle vi igennem et 90 graders sving. Jeg havde hans hjul, men han bremsede så meget ned, og accelererede så kraftigt ud af svinget at jeg havde svært ved at holde hjulet. Jeg prøvede at kæmpe mig tilbage, men da jeg så endelig var ved at hente ham, havde jeg ikke rigtig noget at spurte med.

Micky kunne derfor køre først over stregen med mig lige bagved. En 2. plads var en realitet, 6 point, og dermed 1 point mere end hvad jeg egentlig behøvede.




Skulle jeg havde ændret på noget i opløbet, så skulle jeg have brugt flere kræfter på at sprinte op til Micky efter svinget, og måske håbe på at have kræfterne til sidst alligevel. I stedet kørte jeg den måske en anelse for forsigtigt, hvilket så resulterede i at jeg ikke fik lukket hullet nok. Men når det er sagt, så er jeg ikke sikker på at det havde gjort forskellen. Det sving lå 300 meter fra mål, og det har nok været sådan en Rolf Sørensen afslutning hvor først igennem svinget vinder.

Jeg fik også lige set de andre klasser blive sendt afsted inden jeg skulle på podiet. Da jeg kom tilbage til bilen kunne jeg se C feltet komme kørende, og bemærkede at Maria ikke sad med. Hun er netop rykket op i Dame A, og de kører med C klassen. Jeg valgte derfor at pakke bilen, og lige køre en omgang for at se om hun eventuelt skulle være punkteret. Jeg fandt hende aldrig, men fandt senere ud af at hun var punkteret, men var blevet hentet af hendes forældre.

Men det var egentlig fint nok at jeg kørte ruten igen i bil, for så fik jeg rent faktisk set den. Bl.a. havde jeg SLET ikke opdaget at vi egentlig kørte langs vandet i en lang periode

Men det var så min tid i D. En lille måned tog det at rykke op, og de sidste 4 løb har budt på 18 point. Når jeg tænker tilbage på de to første løb, og hvordan intet bare fungerede, så er det egentlig ret fint at kunne se at formen kom, at ambitionerne var rigtige, og at jeg rent faktisk formåede at køre point ind, og ikke mindst komme på podiet. Ingen tvivl om at jeg har haft heldet med mig i de 2 sidste løb, men heldet følger jo som oftest den der er i god form. Jeg tror bestemt at de 2 første løb blev spoleret af at jeg var syg ugen forinden, og ikke havde nået at få det nok ud af kroppen. At det samtidig var hårde løb har nok ikke hjulpet på det heller Jeg er dog blevet bekræftet i at jeg har styrken, og at vinterens træning bestemt ikke har været forgæves.

Nu står den så på en længere pause, da næste løb først køres 2. Pinsedag. Jeg har ét mål med træningen inden da, og det er at jeg skal ud på en god lang tur, hvor jeg kommer rundt i landet, ikke skal køres planlagte intervaller, men bare nyder cyklen, naturen, og vejret. Det har jeg virkelig savnet efter de sidste mange måneders fokus på kvalitet i træningen. En tur til nordkysten og så hjem af Strandvejen er umiddelbart hvad jeg har behov for

Næste store spørgsmål er så hvordan det kommer til at gå i C. Min umiddelbare plan er at se det hele lidt an. Jeg er klar over at det ikke bliver kørt som i D hvor man på en god dag kan køre med i alt, og stadig sidde tilbage med en spurt. Hvor meget hårdere det er aner jeg ikke, men det skal jeg ud og opleve. Jeg skal forstå dynamikken i den måde de kører løb på, finde ud af hvordan jeg skal disponere mine kræfter o.lign. Jeg glæder mig sindssygt meget til at se om jeg kan følge med. Jeg forventer det, men alt kan ske i et løb. Heldigvis er det et kriterium vi skal køre første gang, og det hjælper mig måske en smule da det kun er en times tid der skal gives fuld gas. Den store udfordring kommer nok først når vi skal ud over de 100 km og hvor enten ruten eller vinden er hård.

Nu skal resten af aftenen gå med at rode med mit nye legetøj - et sæt Zipp 404 Firecrest til dæk/slange, og ikke mindst bare slappe af.

Den hurtige: 2. Plads og oprykning til C

Den hurtige: 2. Plads og oprykning til C

Krydser fingre for at du er tilbage på cyklen før du ved af det, og ikke mindst godt løbet! Tør slet ikke tænke på hvordan din krop må have haft det efter den løbetur

Fede hjul. Køb dem. Bum!

SM Linieløb


Egentlig var jeg i tvivl om hvorvidt jeg overhovedet skulle køre SM løbet i Sengeløse, da jeg ikke havde fået meldt mig til. Eller det troede jeg da i hvert fald ikke at jeg havde. Da jeg lørdag aften sad og kiggede startlisten igennem kunne jeg dog se mit eget navn figurere, og så var den jo god nok.

Sidste år var løbet nok det hårdeste der blev kørt i sæsonen. En massiv vind, kulde, og regn til de første starttider gjorde at de 90 km var et decideret udskilningsløb. Jeg mener vi var omkring 80 til start og 30 der gennemførte. Scenariet i år var dog noget anderledes med temperaturer over 15 grader, høj solskin, og en moderat vind. Ruten var endda også blevet overhalet med en omgang nyere asfalt på et ret afgørende sted. Ca. 4 km inden mål laver man et skarpt højresving og så kører man ellers ind på en smal markvej. Sidste år var asfalten helt elendig på det stykke, og der var dybe render i begge sider af vejen. Det var der så ikke i år.

Med en starttid kl. 12.05 var der masser af tid til at sove igennem, og tage det stille og roligt i løbet af formiddagen. Det fik jeg så også gjort. Jeg havde det faktisk lidt ligesom i løbet i Greve, for jeg følte aldrig rigtig at jeg vågnede for alvor om morgenen. Men da jeg havde pakket cyklen ud, og trillede afsted i korte rør og arme, så var jeg noget friskere igen. Efter en halv times opvarmning stod jeg ved starten 10 minutter før. Jeg skulle i hvert fald ikke lave samme fejl som sidste løb hvor den første halve omgang blev brugt på at slide sig selv ihjel for at køre sig op igennem feltet. Den tanke har jeg egentlig udviklet lidt, for når folk siger at D klassen er begynder klassen, så har de selvfølgelig ret. Men der er et par årsager til at D klassen til tider kan være ubarmhjertig. Niveauforskellen kan til visse løb være ekstrem. Er der nogle stærke der ligger hårdt fra land, og man selv er startet midt i feltet, kan løbet være ovre allerede der, fordi man måske ligger med nogle svagere ryttere der ikke kan lukke hullerne når de opstår. Det er i hvert fald lært efterhånden.

Ved starten fik jeg snakket lidt med de andre, og jeg har fundet ud af at et tidligere søsterselskab til min nuværende arbejdsplads, som ligger 2 etager under os, har en rytter som også kører i D og som åbenbart har lagt mærke til mig/ved hvem jeg var. Ham var jeg nede og møde fredag i sidste uge, og han stod da også lige bag ved mig ved starten. Så ham fik jeg også lige snakket lidt hurtigt med.

Fuld fart over feltet da starten blev givet fri, og allerede efter første sving var der en Ringsted mand der gik i front og gav den fuld gas. Jeg gik med, og vi var et par stykker der forsøgte at få det til at køre rundt. Men feltet var selvfølgelig lige bag ved. Der var en række angrebsforsøg på første omgang, men ingen der rigtig kom afsted. Jeg var selv med i et enkelt eller to fremstød, men som sagt uden held. Første omgang blev kørt med lige over 40 i snit.

På anden omgang stak en fra klubben alene, og han fik et hul da fronten af feltet slet ikke kørte. Da slingrede lidt fra side til side fordi ham i front ikke ville føre mere, og pludselig svingede de til en side så jeg kom fri, og så tog lysten over. Jeg klikkede et ekstra gear på, og så kørte jeg afsted. Jeg nåede at råbe et par gange at han skulle sætte farten op inden jeg fik ham hentet, og vi kørte en km's penge, og så var vi hentet igen.

Kort inden vi ramte markvejen kom der et angreb fra Ordrup igen, men han fik timet svinget forkert og endte ude i grøften. Det så faktisk ret komisk ud, og jeg troede først at han havde fået en punktering og dermed ikke kunne styre cyklen, men der havde været et lille optisk bedrag i det sving som gjorde at han troede det kom før det gjorde. Kort tid efter var der en FBL rytter der stak afsted. Feltet kiggede bare på mens han kørte, og jeg hørte så ham fra FBL jeg havde snakket med tidligere nævne at han var triatlet og derfor godt kunne køre det tempo. Da jeg fik muligheden for det gik jeg efter. Han havde allerede fået et stort hul, men jeg forsøgte at holde pres i pedalerne og komme så langt ned over styret som muligt. Det var derfor også super fedt at køre over stregen høre et par Ordrup folk sige hep, og lige ledes lige få en opmuntring fra Frederik fra Lyngby da jeg passerede ham i vejkanten. Så bliver man lige løftet det sidste

Jeg blev kort tid efter hentet af en FBL rytter og Andreas fra Ringsted(han ligner den forsvundne Schleck bror og har generelt klaret det rigtig godt i år), vi kom hurtigt ind i et samarbejde, og fik senere selskab af en Amager mand og en Birkerød mand. Med andre ord sad jeg pludselig i et udbrud der havde potentialet til at holde hele vejen hjem. Vi kom ind i et godt samarbejde hvor vi alle bidrog, men hvor Amager manden ofte sprang føringer over. Det kan man enten blive irriteret over, eller lade gå i glemmebogen. Vi valgte hovedsagligt det første, men som vi kom ud på de sidste omgange blev han også presset til at deltage i føringerne.

Vi nærmede os hele tiden den Frederiksberg rytter der var stukket tidligere, og som vi nærmede os ham begyndte den anden FBL rytter at springe sine føringer over. Det gav jo egentlig også god mening. Jeg tog en lang føring i et modvindsstykke da vi kun manglede lidt for at hente ham, og pludselig kom der så et angreb fra Andreas hvilket jeg ikke lige havde set komme. Jeg måtte derfor bide tænderne sammen og kom lige med i slipstrømmen inden der igen faldt ro på.

Vi fik hentet FBL manden inden vi ramte sidste omgang, og så var vi pludselig 2 FBL, 1 Birkerød, 1 Amager, 1 Ringsted og så mig. Vi fik det til at køre nogenlunde rundt på sidste omgang, hvor Amager manden(nederen navn i øvrigt), blev presset af FBL til at deltage i arbejdet. Der var dog aldrig rigtig bund i føringerne og ofte nåede den også at gå lidt i stå. På et tidspunkt da vi kørte rulleskift gik jeg frem og tog min føring, slog ud, og så kom der bare ikke nogen op. Det var tydeligt at der blev lurepasset. Da vi ramte markvejen kom der pludselig et angreb fra Amager, som vidst fik alles pis i kog. Her havde han siddet med uden rigtig at arbejde, og så prøver han at stikke af. Så alle var efter ham med det samme. Det var perfekt for mig, for jeg lå bagerst og kunne følge med i løbets gang. Jeg havde lovet mig selv at jeg kun ville køre med hvis det var en FBL rytter der kørte, for de havde trods alt en taktisk fordel. Desværre sad jeg for langt tilbage da den første rykkede på opløbsstrækningen med ca. 800 meter til mål. Han fik vidst Birkerød manden med, og de fik et hul. Andreas forsøgte at lukke hullet, men jeg vurderede at de andre ikke blev kørt ind, så med 5-600 meter til mål rykkede jeg afsted. Jeg vidste at jeg ville få FBL rytteren med, men jeg havde intet valg. Jeg fik hentet de to forreste, satte lige hurtigt tempoet lidt ned, og tog så en sidste acceleration med smerte i hele kroppen. Desværre passerede FBL rytteren mig på de sidste 50 meter, og kunne køre først over stregen, men jeg kom trods alt ind på 2. pladsen, hvilket jeg var ganske tilfreds med.

Jeg kørte tilbage til målstregen, og kunne så se en lille forfølgergruppe komme ind et par minutter efter os, anført af 2 Ordrup ryttere! Den ene var bl.a. ham der havde taget den i grøften! I feltets spurts fik vi ligeledes en 3. plads, så det var alt i alt en god dag for Ordrup i D klassen.

I kan se stats her




Endnu engang et superfedt løb. Sidste år blev jeg 4'er i samme løb, men denne gang havde jeg heldet til at komme med i det helt rigtig udbrud. Det var ligeledes min første tur på podiet i et licensløb, og det er jeg meget stolt af. Jeg føler også at min form er lige i skabet for tiden. I går kunne jeg køre med i det ene ryk efter det andet, og stadig føle en vis portion overskud. Jeg snakkede faktisk med et par stykker om det, og noget kunne tyde på at det sygdom jeg havde i starten af april, måske har siddet tungere i kroppen end jeg lige først havde regnet med. Ingen tvivl om at jeg er kommet i bedre form af løbene, men mit bundniveau i starten var simpelthen for lavt i forhold til hvad det burde. Men ok, en omgang forkølelse ugen forinden var måske heller ikke den bedste start. Når jeg tænker på at jeg ugen efter kørte en 6. plads hjem, så kunne det have været rigtig fedt at se hvad jeg kunne have klaret uden sygdom i de første løb.

Samlet set er jeg nu oppe på 12 point i sæsonen, og med 7 fra sidste år mangler jeg reelt set kun 5 point for at rykke op i C. En top 3 placering i næste løb kan gøre det, men det vigtigste for alle løb fremadrettet er bare at der kommer point på kontoen.

Greve CC løbet

Da jeg vågnede søndag morgen var det ikke ligefrem med overskud i kroppen. Generelt virkede jeg lidt groggy, og gik bare lidt rundt i min helt egen verden. Rent mentalt betød det også at jeg vidste at jeg enten ville have en total off-day eller en af den slags dage hvor alting bare spiller. Det var faktisk først da jeg hoppede op på cyklen og kørte over mod start/mål at jeg følte mig frisk. Her fik jeg mødt et par fra Ordrup som jeg fik snakket med, samt en ABC rytter der var interesseret i at købe mine hjul. Ved indskrivningen kunne vi se at vi ville være 35 minutter forsinkede, så der var masser af tid til at gå rundt og snakke med de andre, samt køre en god lang opvarmning.

Jeg kørte over til hvor vi sidste år kørte Greves løb, og kørte et par omgange der med lidt sprint indover. Herfra var det bare tilbage til start/mål og køre lidt frem og tilbage inden starten. Feltet var noget større i går end det ellers har været, og da jeg først kørte frem til start med 1 minut tilbage, betød det at jeg startede som en af de bagerste. Det betød at jeg den første omgang brugte MANGE kræfter på at komme op foran. En ting er at køre sig op igennem et felt - det kræver normalt at man bruger lidt ekstra kræfter, men at gøre det i starten af et løb er fuldstændig vanvittigt. Der var bare smæk på fra starten af, og mange steder med små sving, og steder med massiv vind. Især vinden blev en faktor i går, og de fleste havde undervurderet den ved starten.

På første omgang kom Jesper S væk sammen med en ABC mand, og det så egentlig ganske fint ud, men de blev så også halet ind igen. På anden omgang prøvede jeg et forsøg på at komme væk på en af de få bakker der var i løbet, men blev også hurtigt hentet igen. Vinden var som sagt brutal, og der var flere passager i løbet hvor feltet blev strakt helt ud når der blev givet gas i sidevinden. Der var heldigvis også et stykke med medvind hvor man virkelig fik farten op. På 2. omgang var der en Hvidovre mand der lagde sig i front, og jeg lå i hans hjul, og så begyndte han ellers bare at trække. Jeg forstod aldrig hvorfor, for han brugte virkelig mange kræfter på det, men det var imponerende at se hvor meget han kunne presse ud i pedalerne.

På 3. omgang gik det så for alvor igang. Jeg havde markeret mig oppe foran, men kom af mystiske årsager lidt tilbage i feltet, og så skete det. ABC lagde pres på, og så knak feltet i store stykker. Dem som ikke havde poweren kunne ikke lukke hullerne, og dem der sad for langt tilbage brugte mange kræfter på at forsøge på at komme op. Jeg blev desværre fanget på mellemhånd, og kunne se frontgruppen køre væk. Pisse irriterende! Heldigvis var vi 6 mand i en gruppe der valgte at arbejde sammen. Undervejs smed vi 2 af for at at komme op, men vi fik hentet feltet i det vi kørte ud på 4. omgang. Det var absolut IKKE nemt, og jeg tror de fleste af os var meget glade for at vi havde hentet dem netop der. Havde vi skulle have kørt en halv omgang til var vi eksploderet.

Halvvejs ude på 4. omgang kom der så et angreb fra en BBC rytter og en ABC rytter. De fik en jyde med, og jeg vidste på det tidspunkt at de ville holde hjem. Da vinden kom fra venstre lå jeg i højre side, og det betød at jeg ikke som sådan kunne komme ud og køre op til dem. Da jeg endelig havde muligheden for det var de for langt foran, og jeg havde slået mig selv ihjel i forsøget på at køre op grundet vinden. Mine ben var også ved at være godt smadrede, og der havde været en begyndende krampe i mine lår. ABC havde 2 mand i det decimerede felt og de lå bare og kontrollerede det hele. De kørte faktisk rigtig klogt på den måde. En anden ting jeg bemærkede var at de lavede en bred vifte så alle havde plads, hvilket jeg tror bevirker at folk ikke få lyst til at angribe på samme måde. Man bliver lidt lullet i søvn når tempoet er lavt, og de skærmer af for vinden.

På sidste omgang var det om at holde sig med fremme. Jeg havde en enkelt holdkammerat med, og det var jeg egentlig rigtig glad for. Desværre kunne jeg have hugget hovedet af ham, da vi ramte side/modvinden. Han kom op på siden af mig, og gjorde klar til at køre ind foran mig. I det han gør det kører de foran, og så trækker han bare ud i stedet for at køre med. Det betød at jeg lige skulle lukke et hul på 10 meter i vinden. Det var jeg mildest talt ikke super glad for. Med 5 km tilbage af løbet fandt jeg mig selv sidde for langt fremme. Jeg tror jeg sad som rytter nummer 3 eller sådan noget, og det kunne jeg ikke bruge. Så da der så småt kom et par angreb, sørgede jeg for lige at lade et par andre gå forbi, og så komme i deres hjul. Det betød at jeg pludselig lå inde i feltet og blev skærmet helt af for vinden. Med den sidste km i sigte kom der et angreb, jeg fik hurtigt lukket det, og sad nu som i 2. position. Han valgte at fortsætte sit pres, hvilket passede mig rigtig godt. Forbi 500 meter skiltet, og så trak han sig mere over mig venstre side af vejen, så der faktisk kun lige var plads til mig. Med 350 meter tilbage valgte jeg at åbne op. Selve opløbet lå for anden af et blødt sving, men man kunne ikke helt se hvor langt der var for svinget endte. Jeg huggede til og kom væk. Benene føltes overraskende lette, men efter de første 150-200 meter begyndte syren at melde sig. Jeg forsøgte at holde presset så meget jeg nu engang kunne, men da vi nåede ind på de sidste 30 meter kunne jeg ane en rytter på hver side. Jeg nåede at tænke "Det her sker bare ikke igen" med henblik på sidste uges spurt hvor jeg nåede at blive passeret af 2 andre på de sidste metre. Jeg forsøgte at klemme det sidste ud, og kunne derfor køre over stregen som nummer 1 i feltet. Jeg måtte da også lige udbryde et brøl da jeg krydsede stregen for den længste spurt jeg nok nogenlunde har kørt.

Herfra var der sådan set bare opsamling, snakke med de andre, grine lidt, og så over og modtage de famøse 75,- og 4 point en 4. plads giver.

I alt en ganske fin søndag. Jeg nærmer mig podiet, og jeg håber at jeg snart kan træde op på det. Det ville i hvert fald være en glæde at kunne tage det sidste skridt. Sammenlagt har jeg indkørt 6 point i år, og havde 7 point med fra sidste år. Så en total på 13 point, så der mangler 11 for at rykke op i C. Hvis jeg bare kan blive ved med at køre point ind i alle løb skal det nok gå.

Data og alt det der får i senere.