Kermit

Håber det hele lander fornuftigt

Tak for det. Det er lidt sjovt du siger det, for det fik jeg også engang at vide af en anden psykolog. Hun introducerede mig til begrebet om begavede børn, og spurgte ind til en række ting som jeg godt kunne nikke genkendende til. F.eks. det med at være god i skolen, uden at være super god. Og her var det reelt set evnen til at gennemskue tingene, og lave opgaven med minimal indsats, men at det også blev kedeligt i længden. Det er egentlig også en tilgang jeg er blevet meget opmærksom på efter jeg er kommet på arbejdsmarkedet, for jeg har en tendens til at blive god til mit arbejde, så begynder det at blive rutinepræget, og så begynder jeg at kede mig i det. 
Så der er ingen tvivl om at der er noget om snakken, og det går ret godt i spænd med det jeg egentlig har oplevet. Og du har helt ret i at det faktisk giver en ro, at der er en slags "forklaring" på hvorfor det er at jeg overtænker mange situationer. 

Nu er jeg generelt ret åben når jeg skriver herinde, og det her bliver et af de meget åbne indlæg. I går skulle jeg have trænet, men det blev droppet, for mentalt var jeg virkelig i ubalance. Det har været under opsejling længe, og mandag aften endte jeg med at gå i 2,5 time efter aftensmad for at få en form for ro på. Tirsdag startede med at jeg skulle have vores bil på værksted og ordnet hjul, og min tålmodighed var meget lav. Kom ud på arbejde, og startede med at tage min computer og sætte mig et andet sted end ved mit bord. Jeg havde ikke lyst til at være blandt andre, og det er bare lidt svært når man er i et team med 10-12 andre, men også når man er i et hus med 1400 medarbejdere. Jeg sendte en mail til min chef og nærmeste kollega om at jeg var off og i dårligt humør, så jeg ville holde mig for mig selv. De var forstående, men efter 45 minutter valgte jeg at skrive til min chef at jeg måtte tage en sygedag for jeg kunne slet ikke samle mine tanker. 
Reelt set havde mit hoved kørt på overarbejde længe. Jeg er desværre typen der tænker ekstremt meget, jeg er enormt opmærksom på min omgivelser, på mig selv, og jeg tænker hurtigere end de fleste, også når jeg ikke skal. Jeg har altid haft vilde problemer med selvtillid og har altid haft et sind der til tider kan trække mig helt ned. Det går tilbage til folkeskolen i 5. klasse, hvor jeg reelt set havde de første tanker om ikke at være her mere fordi jeg havde nogle problemer jeg ikke kunne finde et svar på. Det har egentlig fulgt mig lige siden, trods utallige psykolog og terapeuttider. 
Alt ramlede bare for mig. Der var ingen panik eller angstanfald, ingen blackouts eller noget, men bare et hoved der ikke kan stoppe med at tænke. Jeg var ulykkelige, jeg hadede mig selv, og jeg var i virkeligheden ekstremt ked af det. Ked af de tanker jeg havde. Endte med at blive samlet op af en af mine bedste venner, og så sad jeg og snakkede med hende i flere timer og fik grædt ud. Virkeligheden er at jeg det seneste år har haft for meget fokus på at hjælpe andre igennem svære tider, og har reelt set glemt mig selv i det. Sidste år var enormt hårdt for mig mentalt, men uden at jeg har tænkt over det. For nogle uger siden havde jeg så en kollega der behandlede mig dårligt og havde et udfald på mig, som sad i mig længe. Alle mulige tanker om fremtiden, økonomi, pension, børn, rigtigt og forkert og meget mere. Det hele ramlede. 
Da jeg kom hjem fra min bedste ven var jeg i markant bedre humør, langt mere optimistisk, men også enormt træt. Jeg havde hovedpine, og havde det som om jeg havde et bånd rundt om hovedet der bare strammede. Sov fantastisk, og har egentlig været træt i dag, men markant mere i balance. 
Jeg ser ret alvorligt på sådan noget her, så derfor hev jeg også allerede i går fat i min sundhedsforsikring og fik en henvisning til en psykolog, som jeg også allerede har fået en tid hos. Jeg har i hvert fald brug for nogle værktøjer til hvordan jeg kan håndtere det bedre. Jeg elsker stoicismen, og forstår tankegangen bag, men har svært ved at føre det ud i livet. Tanken om at ting man ikke kan ændre på skal man lade passere, er fantastisk, og i virkeligheden nok også det jeg skal blive bedre til. Jeg har bare ikke knækket koden til hvordan jeg udfører det i praksis. Som jeg snakkede med min ven om i går - vi har begge lært at cykle, men metoden vi har lært det på har været forskellig. Sådan er det også her. 
Så lang post, men nogle gange er det også bare en lettelse at være åben. 
Træningen jeg ikke fik klaret i går, fik jeg så derimod klaret i dag. 3x12 minutter over/under intervaller, hvor 2 minutter er ved 88% og 1 minut ved 105%. En super fed måde at køre intervaller på, og jeg havde egentlig glemt hvor meget jeg elsker den slags intervaller. 

Nu er jeg generelt ret åben når jeg skriver herinde, og det her bliver et af de meget åbne indlæg. I går skulle jeg have trænet, men det blev droppet, for mentalt var jeg virkelig i ubalance. Det har været under opsejling længe, og mandag aften endte jeg med at gå i 2,5 time efter aftensmad for at få en form for ro på. Tirsdag startede med at jeg skulle have vores bil på værksted og ordnet hjul, og min tålmodighed var meget lav. Kom ud på arbejde, og startede med at tage min computer og sætte mig et andet sted end ved mit bord. Jeg havde ikke lyst til at være blandt andre, og det er bare lidt svært når man er i et team med 10-12 andre, men også når man er i et hus med 1400 medarbejdere. Jeg sendte en mail til min chef og nærmeste kollega om at jeg var off og i dårligt humør, så jeg ville holde mig for mig selv. De var forstående, men efter 45 minutter valgte jeg at skrive til min chef at jeg måtte tage en sygedag for jeg kunne slet ikke samle mine tanker. 
Reelt set havde mit hoved kørt på overarbejde længe. Jeg er desværre typen der tænker ekstremt meget, jeg er enormt opmærksom på min omgivelser, på mig selv, og jeg tænker hurtigere end de fleste, også når jeg ikke skal. Jeg har altid haft vilde problemer med selvtillid og har altid haft et sind der til tider kan trække mig helt ned. Det går tilbage til folkeskolen i 5. klasse, hvor jeg reelt set havde de første tanker om ikke at være her mere fordi jeg havde nogle problemer jeg ikke kunne finde et svar på. Det har egentlig fulgt mig lige siden, trods utallige psykolog og terapeuttider. 
Alt ramlede bare for mig. Der var ingen panik eller angstanfald, ingen blackouts eller noget, men bare et hoved der ikke kan stoppe med at tænke. Jeg var ulykkelige, jeg hadede mig selv, og jeg var i virkeligheden ekstremt ked af det. Ked af de tanker jeg havde. Endte med at blive samlet op af en af mine bedste venner, og så sad jeg og snakkede med hende i flere timer og fik grædt ud. Virkeligheden er at jeg det seneste år har haft for meget fokus på at hjælpe andre igennem svære tider, og har reelt set glemt mig selv i det. Sidste år var enormt hårdt for mig mentalt, men uden at jeg har tænkt over det. For nogle uger siden havde jeg så en kollega der behandlede mig dårligt og havde et udfald på mig, som sad i mig længe. Alle mulige tanker om fremtiden, økonomi, pension, børn, rigtigt og forkert og meget mere. Det hele ramlede. 
Da jeg kom hjem fra min bedste ven var jeg i markant bedre humør, langt mere optimistisk, men også enormt træt. Jeg havde hovedpine, og havde det som om jeg havde et bånd rundt om hovedet der bare strammede. Sov fantastisk, og har egentlig været træt i dag, men markant mere i balance. 
Jeg ser ret alvorligt på sådan noget her, så derfor hev jeg også allerede i går fat i min sundhedsforsikring og fik en henvisning til en psykolog, som jeg også allerede har fået en tid hos. Jeg har i hvert fald brug for nogle værktøjer til hvordan jeg kan håndtere det bedre. Jeg elsker stoicismen, og forstår tankegangen bag, men har svært ved at føre det ud i livet. Tanken om at ting man ikke kan ændre på skal man lade passere, er fantastisk, og i virkeligheden nok også det jeg skal blive bedre til. Jeg har bare ikke knækket koden til hvordan jeg udfører det i praksis. Som jeg snakkede med min ven om i går - vi har begge lært at cykle, men metoden vi har lært det på har været forskellig. Sådan er det også her. 
Så lang post, men nogle gange er det også bare en lettelse at være åben. 
Træningen jeg ikke fik klaret i går, fik jeg så derimod klaret i dag. 3x12 minutter over/under intervaller, hvor 2 minutter er ved 88% og 1 minut ved 105%. En super fed måde at køre intervaller på, og jeg havde egentlig glemt hvor meget jeg elsker den slags intervaller. 

Nu er jeg generelt ret åben når jeg skriver herinde, og det her bliver et af de meget åbne indlæg. I går skulle jeg have trænet, men det blev droppet, for mentalt var jeg virkelig i ubalance. Det har været under opsejling længe, og mandag aften endte jeg med at gå i 2,5 time efter aftensmad for at få en form for ro på. Tirsdag startede med at jeg skulle have vores bil på værksted og ordnet hjul, og min tålmodighed var meget lav. Kom ud på arbejde, og startede med at tage min computer og sætte mig et andet sted end ved mit bord. Jeg havde ikke lyst til at være blandt andre, og det er bare lidt svært når man er i et team med 10-12 andre, men også når man er i et hus med 1400 medarbejdere. Jeg sendte en mail til min chef og nærmeste kollega om at jeg var off og i dårligt humør, så jeg ville holde mig for mig selv. De var forstående, men efter 45 minutter valgte jeg at skrive til min chef at jeg måtte tage en sygedag for jeg kunne slet ikke samle mine tanker. 
Reelt set havde mit hoved kørt på overarbejde længe. Jeg er desværre typen der tænker ekstremt meget, jeg er enormt opmærksom på min omgivelser, på mig selv, og jeg tænker hurtigere end de fleste, også når jeg ikke skal. Jeg har altid haft vilde problemer med selvtillid og har altid haft et sind der til tider kan trække mig helt ned. Det går tilbage til folkeskolen i 5. klasse, hvor jeg reelt set havde de første tanker om ikke at være her mere fordi jeg havde nogle problemer jeg ikke kunne finde et svar på. Det har egentlig fulgt mig lige siden, trods utallige psykolog og terapeuttider. 
Alt ramlede bare for mig. Der var ingen panik eller angstanfald, ingen blackouts eller noget, men bare et hoved der ikke kan stoppe med at tænke. Jeg var ulykkelige, jeg hadede mig selv, og jeg var i virkeligheden ekstremt ked af det. Ked af de tanker jeg havde. Endte med at blive samlet op af en af mine bedste venner, og så sad jeg og snakkede med hende i flere timer og fik grædt ud. Virkeligheden er at jeg det seneste år har haft for meget fokus på at hjælpe andre igennem svære tider, og har reelt set glemt mig selv i det. Sidste år var enormt hårdt for mig mentalt, men uden at jeg har tænkt over det. For nogle uger siden havde jeg så en kollega der behandlede mig dårligt og havde et udfald på mig, som sad i mig længe. Alle mulige tanker om fremtiden, økonomi, pension, børn, rigtigt og forkert og meget mere. Det hele ramlede. 
Da jeg kom hjem fra min bedste ven var jeg i markant bedre humør, langt mere optimistisk, men også enormt træt. Jeg havde hovedpine, og havde det som om jeg havde et bånd rundt om hovedet der bare strammede. Sov fantastisk, og har egentlig været træt i dag, men markant mere i balance. 
Jeg ser ret alvorligt på sådan noget her, så derfor hev jeg også allerede i går fat i min sundhedsforsikring og fik en henvisning til en psykolog, som jeg også allerede har fået en tid hos. Jeg har i hvert fald brug for nogle værktøjer til hvordan jeg kan håndtere det bedre. Jeg elsker stoicismen, og forstår tankegangen bag, men har svært ved at føre det ud i livet. Tanken om at ting man ikke kan ændre på skal man lade passere, er fantastisk, og i virkeligheden nok også det jeg skal blive bedre til. Jeg har bare ikke knækket koden til hvordan jeg udfører det i praksis. Som jeg snakkede med min ven om i går - vi har begge lært at cykle, men metoden vi har lært det på har været forskellig. Sådan er det også her. 
Så lang post, men nogle gange er det også bare en lettelse at være åben. 
Træningen jeg ikke fik klaret i går, fik jeg så derimod klaret i dag. 3x12 minutter over/under intervaller, hvor 2 minutter er ved 88% og 1 minut ved 105%. En super fed måde at køre intervaller på, og jeg havde egentlig glemt hvor meget jeg elsker den slags intervaller. 

En weekend med træning. 
Fredag blev til 1,5 time med 3 intervaller af 8 minutters FTP tempo på hjemmetræneren. 
Lørdag blev til 3 timer på landevejen, hvor jeg egentlig bare kørte nordpå og så ud til Strandvejen. 
Søndag 2 timers styrketræning med en overraskende mængde power i stængerne. 
Og så fik jeg også meldt mig til første licensløb på Flyvestationen d. 6. april. 

Fik revet bicepssenen over til banetræning i går. Sidder og venter på OP pt.
Træls...
Hvad er status egentlig på din?

Tak for tip. Det vil jeg nørde med en dag.

Det er rigtigt at Pogacar kørte på kortere krankarme, men jeg kan anbefale dig at høre Velofits podcast om netop samme udfordring. Alt burde tale for at køre med kortere krankarme, og alligevel er der en masse der går tilbage til standarden. 
https://podcasts.apple.com/dk/podcast/velofit-podcast-for-meget-fokus-på-marginal-gains-faste/id1608840705?i=1000643201147

Det var vidst kun med 1. generation af SRAM Red at det var et problem. Dengang var forsikifteren lavet i et andet materiale for at spare vægt, men den lavere vægt gjorde også at den ikke skiftede lige så godt. Derfor så man en del pro hold der kørte med en Force forskifter. Det blev dog justeret ved følgende generationer. 

Det er rigtigt at Pogacar kørte på kortere krankarme, men jeg kan anbefale dig at høre Velofits podcast om netop samme udfordring. Alt burde tale for at køre med kortere krankarme, og alligevel er der en masse der går tilbage til standarden. 
https://podcasts.apple.com/dk/podcast/velofit-podcast-for-meget-fokus-på-marginal-gains-faste/id1608840705?i=1000643201147

Apropos ovenstående opslag: Nu skal Brutus jo snart hentes ned fra krogen til en forårstur. Han står rimeligt 'massivt' i sit udtryk (for nu at sige det diplomatisk) og fungerer sådan set glimrende. Alligevel lurer jeg på at lette udtrykket lidt og vægtoptimere ved samme lejlighed. På ebay.de er der et sæt Tune Sichere Bank til salg, der er lettere end de voldsomme carbonhjul. De står til 280 euro. MEN, hvis jeg gør det, skal der næsten også andre klinger/pedalarme til i stedet for de flade aeroklinger, og så er vi pludselig ude i et større projekt. Tænke, tænke ... nå, den tid, den glæde. En af fordelene ved at køre på teknik fra i forgårs er jo, at de fleste ting er ret overkommelige via fx ebay.de
EDIT: Nå ja, jeg kan sgu da bare skifter klingerne, hvis det er. Det er vist standard 130 BCD. Så vidt jeg husker min børnelærdom, er Stronglight klinger nogle af de letteste. Så kunne jeg samtidig gå fra den monstrøse 54t til 53t som den største ...

Jeg har også tidligere taget et par graspor test. Der har FTP'en vist sig være noget lavere end den egentlig var. 
 
Tror Graspor gav mig en værdi på 310w, men jeg kunne nuppe 20m på 360w - så det stemte ikke helt overens. 
 
Hvad er dine mål så? Kan se du starter i C licens.. Jeg starter i D licens i år.

Men er det ikke også lidt optimistisk at forvente en større fremgang, når man læser tilbage og ser på hvor meget sygdom der har været ? :) 
Omvendt kan man vel se på dine resultater på zwift, at du oftere og oftere bevæger dig i podiepladserne, og det gjorde du vel ikke helt i starten? 
Studier viser generelt træning i tærskel ikke har speciel effekt. Så måske indfør nogle over/under intervaller istedet for decideret FTP træning.
 

Stærkt kørt 

Pyha, hvor kan jeg bare huske de år, hvor sygdom og dårligdom og løbende næser bare kom væltende oven i hinanden på de mest upraktiske tidspunkter nærmest uafbrudt. Det er voldsomt frustrerende, og man tror, at det aldrig holder op, men det gør det jo. Her på matriklen starter vi snart forfra igen, når den yngste(!) af vores børn skal være far. Jeg forudser en tilbagevenden til hyppige børpasninger og snottede næser. 

Ked af at høre om din søn og polypper. Det har jeg også, og er blevet opereret to gange. Da det vendt tilbage for et års tid siden, kom jeg i betragtning til en ny medicinsk behandling, man skal godkendes til, og som kører på forsøgsbasis. Men der får man en indsprøjtning hver 14 dag eller tager den selv. På mig virkede det med det samme. Ikke længere tilstoppet næse nærmest fra første stik.. Jeg ved ikke, om de tilbyder det til børn, men prøv at nævn det til den øre-næse-hals-læge, I går til. 

Man kunne også kalde det sommerfugle i maven af alle de forkerte grunde 

Denne uge gik egentlig op i hat og briller. Natten til onsdag fik jeg et maveonde(?), der holdt mig vågen og gav 'friske toiletvaner' hele onsdagen og natten til torsdag. Torsdag var det stadig, som om nogen havde brugt min mave som boksebold, men så kom der til gengæld (uden at gå i detaljer) prop i systemet. Jeg kunne dog tage en bette løbetur torsdag, men fredagen blev løbefri pga. arbejde og en tur til fritidshuset for at mødes med en vvs'er, der skal ordne nogle rør.
Sjovt nok gik al den ballade ikke rigtig ud over benene, for lørdag løb jeg 9 km-turen med 7 x 500 meter løftet tempo undervejs, og det gik fint. Og i dag blev jeg så nysgerrig efter al den ovenstående snak om puls, at jeg tog løbeuret på og løb min high-speed-rute ned langs Harrestrup Å og Valbyparken rundt med mere stram kæde end normalt.
Den landede på 5:06/km for de 14 km og med en gennemsnitspuls på 126/min, passer data fra sidste søndag egentlig meget godt, når man tænker på, at jeg i dag løb lidt kortere og en del hurtigere. Det er i øvrigt altid sjovt, når man flytter hegnspælene lidt. For efter at have en 18 km-tur i benene, virker de 14 km pludselig langt kortere end tidligere.
Nuvel, tilbage til det med puls. Jeg tror måske, jeg vil have lidt mere fokus på den i træningen. Det kan godt være, at min onsdagstur skal være med løbeuret på og med pulsvisning. Der skal imidlertid bakker til, for jeg tror ikke, jeg kan flytte benene hurtigt nok til virkelig at presse pulsen, ikke endnu i hvert fald. Så jeg tænker, at onsdagsturen går hen til 'ramperne' nede fra Frederiksberg Have og op til slottet.

Det bliver C klassen jeg stiller op i. 

Hvor sjovt - vi stillede op i samme løb - jeg kørte blot A. Det var en lækker flad rute ja :D Jeg endte med at vinde feltets spurt i A. 

Jeg synes i det hele taget, at mange 'oplevelsesting' er stukket af i pris, fra biografbilletter til koncertbilletter. Har lige tilmeldt mig to halvmaratonløb, og selv om jeg ikke lige kan huske prisen i hovedet, så noterede jeg mig, at det var blevet en pebret affære. Går ud fra, der gælder det samme for cykelmotionsløb.

I går gjorde jeg noget jeg ikke har gjort i 5-6 år efterhånden - bestilte en licens hos DCU. Så nu er den reelt set bestilt, og så fandt jeg ud af at min gamle chip var løbet tør for strøm, og det er selvfølgelig ikke en man kan lade op igen. Så ny chip bestilt hos DCU her til morgen, så jeg efterhånden nærmer mig noget der ligner cykelløb igen. 
Det er en pebret affære, for foruden kontingent i cykelklubben, og selvfølgelig noget aktuelt cykeltøj at køre i, så koster en licens 1045,- og en chip koster 650,-. Chippen har en forventet levetid på 5-7 år. Og så koster det 140,- at stille til start, og 280,- ved for sen tilmelding. Da jeg kørte mit første løb tilbage i 2012 eller sådan noget kostede det 75,-. 
Men skulle jeg have kørt 3-4 motionsløb i løbet af året, så havde det sgu nok kostet nogenlunde det samme. 

Var det ikke dig, der kiggede på en BYD Seal på et tidspunkt? Biler.tv har testet den.
 
 

Nogenlunde på højkant igen, og har fået trænet uden gener. Tirsdag fik jeg mulighed for at køre en tur udenfor på min Elves cykel. Et par unbraco nøgler i baglommen, og så ellers afsted. Først og fremmest var det sygt lækkert at komme ud i den friske luft og rent faktisk føle at man kørte på cykel, men den første tur på en ny cykel er altid sådan et had/kærlighedsforhold for mit vedkommende. Selvom jeg har brugt timer på at indstille cyklen så godt som muligt, så går der altid justering i det. 
Så det blev til en håndfuld stop med lidt justering af saddel, både ift. setback og ift. højden. Blev i alt til en lille 1,5 time. 
Da jeg så kom hjem målte jeg lige efter på de to andre cykler jeg har, som jeg ved sidder lige i skabet, og kunne se at den nye cykel nu havde en markant anderledes indstilling. Så der blev lige igen brugt nogle timer på at ramme indstillingen helt perfekt. 
Torsdag blev det til en omgang Zwift fordi vejret ikke var til andet.
Lørdag var jeg så sikker på at jeg havde indstillet den nye helt rigtigt, så jeg kørte i små 3 timer uden at justere noget som helst, men bare nyde forårsstemningen, og lære cyklen lidt bedre at kende. 
Og søndag blev det så til en omgang Zwift med et løb på lidt over en time. Trætte stænger, og en rute der slet ikke passede mig med Volcano Climb ca. halvvejs, men kom da hjem i den bedre halvdel af feltet. Sad med i frontgruppen da vi ramte stigningen, og der kunne jeg bare ikke følge med.